Aktier/åbning: Svag rød åbning med store fald til Ørsted og Vestas og plus til Novo

Udgivet den 06-11-2024  |  kl. 09:32  |  
Arkiv: Foto

Der er hvad man kan kalde fest og farver på det danske aktiemarked ved åbningen med åbningsauktioner i Novo og Zealand i toppen og Vestas og Ørsted i bunden. Da kom i gang dykkede C25-indekset.

Efter godt 15 minutters handel ligger C25-indekset 0,2 pct. lavere i 1880,23.

Vestas og Ørsted dykker og fortsætter derouten efter tirsdagens regnskaber. Novo belønnes for sit regnskab og har følgeskab af fedmedkollegaen Zealand Pharma.

De amerikanske aktiefutures er skudt i vejret og ligger omkring 1,7 pct. højere ved 9.15-tiden. De steg, efterhånden som markederne blev mere sikre på valgssejr i det amerikanske præsidentvalg til Donald Trump.

NOVO BANKER OP I TOP

Novo-aktien ligger i toppen af C25-indekset efter at have leveret regnskab. Aktien stiger 7,6 pct. til 803 kr. efter et fald på 1,0 pct. tirsdag.

Medicinalgiganten solgte i tredje kvartal for sammenlagt 71,3 mia. kr. mod analytikerkonsensus på knap 72,4 mia. kr. ifølge estimater indsamlet af Novo Nordisk selv. I tredje kvartal 2023 solgte Novo Nordisk for 58,7 mia. kr.

Bundlinjen viser et overskud på 27,3 mia. kr. mod analytikernes forventning om knap 26,8 mia. kr. og et overskud på 22,5 mia. kr. i tredje kvartal 2023.

Opgjort i lokal valuta var salgsvæksten i tredje kvartal på 23 pct. mod estimeret 24,1 pct., og driftsresultatet steg 28 pct. ligeledes opgjort i lokal valuta mod en ventet fremgang på 25,7 pct.

Novo Nordisk præciserer forventningerne til 2024 både målt i lokal valuta og danske kroner. Også den ventede skattesats og pengestrømmene præciseres. Der ventes nu en vækst i salget på 23-27 pct. mod tidligere ventet 22-28 pct., mens driftsresultatet ventes at stige med 21-27 pct. mod tidligere ventet 20-28 pct.

Kollegaen inden for fedmebehandling Zealand Pharma trækkes med op med en stigning på 6,4 pct. til 880 kr. Ifølge Bloomberg News har Zealand Pharma tirsdag aften fortalt om positive data med fedmekandidaten Petrelinitid, der i moderate doser kun har vist begrænsede bivirkninger.

TRUMP SENDER GRØNNE AKTIER NED

I bunden med tocifrede fald ligger de danske grønne aktier, Vestas og Ørsted. Dermed udbygger de tirsdagens regnskabsrelaterede fald. Tirsdag faldt Vestas 12,2 pct. og Ørsted faldt 1,3 pct. Onsdag falder Vestas 8,3 pct. til 109 kr. og Ørsted dykker 10 pct. til 378,10 kr.

Det er formodentlig Trumps valgsejr, der sender chokbølger til de grønne aktier. Trump er kendt for en kritisk holdning til vedvarende energi og fortaler for kul og olie.

PANDORA SÆTTER OMSÆTNINGSREKORD MEN FALDER

Pandora sætter rekord i et tredje kvartal med en omsætning på 6103 mio. kr. mod den tidligere rekord i kvartalet sidste år på 5572 mio. kr. Samtidig lander den organiske vækst på 11 pct., hvilket var den samme sidste år.

Bundlinjen i kvartalet endte på et overskud på 595 mio. kr. efter skat, hvor analytikerne havde estimeret et overskud på 560 mio. kr. mod 543 mio. kr. i kvartalet sidste år.

Smykkekoncernen oppræciserer forventningerne til 2024 for tredje gang i år. Der skønnes nu en organisk vækst på 11-12 pct. mod det bredere spænd før på 9-12 pct. Forventningen om en EBIT-margin på omkring 25 pct. fastholdes derimod.

Pandora-aktien faldt 0,1 pct. tirsdag, men efter onsdagens regnskab falder aktien 5,2 pct. til til 1004 kr. Stigende råvarepriser får selskabet til at lancere en spareøvelse.

GENMAB TAL SENERE

Genmab, der tirsdag faldt 2,2 pct., stiger 2,8 pct. til 1560 kr.. Selskabet kommer efter børslukketid med regnskab for tredje kvartal. Tallene ventes ikke at overraske. Derimod ventes fokus på Genmabs mest fremskredne lægemiddelkandidater, herunder ikke mindst nært forestående data fra et sammenligningsstudie mellem lægemiddelkandidaten Hexabody-CD38 og Darzalex.

NKT FORLÆNGER FRANSK AFTALE

NKT er blevet tildelt en forlængelse af sin rammeaftale med franske RTE om levering af højspændingskabler fra 2026 til 2028. Det oplyste kabelkoncernen efter børslukketid tirsdag.

NKT steg 0,6 pct. tirsdag og stiger 0,4 pct. onsdag til 653,50 kr.

NYE KURSMÅL

Ambu, der faldt 8,7 pct. stiger onsdag til 119,95 kr. efter at have fået sænket kursmålet til 155 kr. fra 165 kr. af ABG Sundal Collier efter tirsdagens regnskab. Anbefalingen er uændret "køb".

Boozt får hævet anbefalingen hos SEB til "køb" fra "hold" efter tirsdagens store kursfald på knap 15 pct. til 66,50 kr. i kølvandet af onlineselskabets regnskab for tredje kvartal. Boozt stiger 0,6 pct. til 66,90 kr.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

14:28 USA/tendens: Aktiefesten efter Trumps sejr ses fortsætte forud for rentemelding
13:18 Bank of England sænker renten for anden gang i år
13:09 Europa/aktier: It og materialer fører an i europæisk aktieoptur
13:03 Bank of England sænker renten 25 basispoint
12:27 Obligationer/middag: Politisk kaos i Tyskland sender renterne opad
12:03 Alm. Brand Group vinder markedsandele i Privat - har sagt farvel til kunder i Erhverv
11:56 Aktier/middag: Regnskabstrekløver trækker C25 i vejret mens Novo tynger
10:56 Prisen på containerfragt stiger for anden uge i træk
10:40 Novo fortsætter ned - kommentarer om 2025 spøger
10:14 Vestas og fransk NKT-konkurrent sænket til "underperform" af finansgigant efter Trump-sejr
09:53 Torm er presset af lavere olietransport ud af Mellemøsten - topchef tror på genopretning
09:39 DFDS-topchef: Finansiel præstation i Ekol-handel blandt årsagerne til aflyst køb
09:25 Aktier/åbning: Lidt højere marked med flotte plusser til GN, Novonesis og Genmab
09:14 Novonesis overrasker med oppræcisering i stærkt tredje kvartal
09:08 Ambus kursmål skåret til 130 kr. efter regnskab hos Redburn
09:06 Obligationer/åbning: Stort set uændret rente på dag med rentemøder
09:02 DFDS' Torben Carlsen ser først økonomisk afmatning i Europa vende i 2025
08:58 Torm fortsætter vækst og betaler udbytte - men lavere fragtpriser giver nedjustering
08:45 Vestas får sænket anbefaling af Bank of America efter Trump-sejr og regnskab
08:31 GN-topchef: Vi når formentlig ikke vending til positivt marked i Enterprise i år