Danske Bank forventer blodrøde markeder efter største aktieudsalg i over to år
Der er udsigt til blodrøde europæiske aktiemarkeder tirsdag efter mandagens markante udsalg af amerikanske aktier, hvor de ledende aktieindeks i USA - og i særdeleshed det teknologitunge Nasdaq-indeks - endte i store dyk.
Det vurderer Natalia Setlak, seniorstrateg i Danske Bank, i en kommentar tirsdag morgen.
- Sidst vi oplevede så store bevægelser i Nasdaq-indekset var i efteråret 2022, hvor frygt for recession, skyhøj inflation og massive renteforhøjelser skræmte investorerne, skriver seniorstrategen.
Natalia Setlak mener, at det er den samme recessionsfrygt, som nu har taget greb om investorerne efter en række svage nøgletal er tikket ind i USA.
Den frygt blev forstærket af udtalelser fra den amerikanske præsident, Donald Trump, som i et interview med Fox News ikke ville udelukke, at en recession kan ramme senere i år, udløst af hans egen omskiftelige handelspolitik.
Det brede S&P 500 og det industritunge Dow Jones faldt med henholdsvis 2,7 pct. og 2,1 pct. mandag, mens techaktierne i Nasdaq-indekset fik de største hug med et minus på 4 pct.
- Det er naturligt, at investorerne vælger at tage noget profit hjem efter den ekstreme optur, vi har set i denne del af markedet. Inden teknologiaktier stabiliserer sig, er det dog svært at se en vending på aktiemarkedet som helhed, da teknologiaktier udgør en stor del af markedet, vurderer Natalia Setlak.
- Det negative sentiment på aktiemarkedet forventes at fortsætte, indtil investorerne får større tiltro til, at økonomien fortsat er robust, vurderer seniorstrategen videre.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›