Aktie kl. 9.20: Negativ stemning begrænset i C20-regi
De europæiske aktiemarkeder åbner med fald, hvor det tyske Dax30-indekset falder 0,7 pct. C20-indekset klare sig bedre og falder blot 0,1 pct. til 499,26 efter at C20-indekset mandag steg 1,3 pct. Høreapparatselskaberne får opmærksomhed efter at Commerzbank og UBS har været ude med anbefalingsændringer. Torm stiger efter kreditoraftale.
William Demant stiger 1,3 pct. til 523,5, mens GN Store Nord falder 0,8 pct. til kurs 89,5. Høreapparatproducenten William Demant bliver sat på UBS attraktive liste "most preferred list". William Demant erstatter schweiziske Nobel Biocare, som laver tandimplantater. GN Store Nord har fået sænket sin anbefaling til hold fra tidligere akkumuler hos den tyske storbank Commerzbank.
Dagbladet Børsen har sat fokus på den ikke noterede høreapparatproducent Widex, som går i fodsporene på konkurrenterne og indleder ny opkøbsstrategi for at bevare sin markedsposition, skriver Børsen tirsdag.
- Vi kan ikke bare læne os tilbage og se på, at de større markeder gradvist kommer under andres kontrol, så vi er nødt til at forholde os til hvert eneste marked, så vi sikrer et fast fodfæste, og ikke mases ud af markedet, udtaler koncerndirektør og medejer af Widex Anders Westerman til Børsen.
Carlsberg åbner 0,86 pct. højere i kurs 529 kr. Carlsbergs russiske aktiviteter har flere investorer og analytikere betvivlet, om hvor vidt selskabet kan nå sine mål, men topchef Jørgen Buhl Rasmussen fastholder, at man stræber efter at nå de finansielle mål for 2013. Hvis vi ikke troede på det, havde vi ændret vores mål. Vi tror at omkostningerne vil falde, og at markedet er i bedring, samt at vi kan sælge lidt mere af de dyrere produkter. De tre ting gør, at vi tror, at vi kan nå 26-29 pct. i overskudsgrad på mellemlang sigt (2013-15 red.), forklarer Jørgen Buhl Rasmussen til Jyllands-Posten.
Lundbeck, som åbner 0,5 pct. lavere i 106,5 kr., har mandag aften udsendt meddelelse om, at selskabet sammen med det japanske medicinalselskab Takeda har indsendt en registreringsansøgning til de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) for forsøgslægemidlet vortioxetin til behandling af depression hos voksne patienter. Inden for 75 dage efter indsendelsen forventes FDA at afgøre, hvorvidt de vil acceptere at gennemgå ansøgningen. Hvis ansøgningen accepteres, vil det udløse en milepælsbetaling fra Takeda til Lundbeck.
Det er småt med de helt store makroøkonomiske offentliggørelser tirsdag, men sent om aftenen kl. 23.00 kommer der tal bilsalget i september, hvor det totale salg ventes at være steget en anelse til 14,50 mio. enheder sammenlignet med 14,46 mio. enheder måneden forinden. Salget på det amerikanske marked ventes modsat at vise et fald til 11,40 mio. enheder i september sammenlignet med 11,54 mio. enheder i august. Der vil være fokus på de amerikanske bilproducenter ved General Motors og Ford, som altså kunne se det amerikanske salg stige med tocifrede rater i august.
Tankrederiet Torm stiger 36,9 pct. til 3,75 kr. Det sker med en omsætning i aktien på 600.000 kr. Torm har tirsdag morgen lanceret en ny omstrukturering- og refinansieringaftale med kreditorerne.