Aktiemarkedet tordner op efter lovende inflationstal fra USA

Udgivet den 10-08-2022  |  kl. 14:39  |  

Aktierne verden over stiger markant, efter at eftermiddagens imødesete inflationstal har vist sig mere afdæmpede end frygtet af økonomer. Dermed kan markedets frygt for en længere periode med meget kraftige renteforhøjelse dæmpe sig lidt.

Herhjemme stiger C25-indekset 1,7 pct. til 1747,60. Kort inden inflationstallet blev offentliggjort lå indekset i omkring niveau 1734.

Også de amerikanske aktiefutures stiger pænt og indikerer en positiv åbning i S&P 500-indekset 1,6 pct. Endelig svækkes dollar, ligesom renterne falder, da risikoen for en meget stor renteforhøjelse til september er reduceret.

De amerikanske forbrugerpriser steg med 8,5 pct. i juli i forhold til samme måned året før. Økonomerne havde ifølge et Bloomberg-estimat ventet en stigning på 8,7 pct.

Måneden før var inflationen på 9,1 pct.

Set i forhold til måneden før var forbrugerpriserne uændrede, mens økonomerne havde ventet en stigning på 0,2 pct.

Kigger man på kerneforbrugerpriserne, der fraregner fødevare- og energipriserne, steg de 5,9 pct. i juli i forhold til et år forinden. På månedsbasis steg kerneforbrugerpriserne med 0,3 pct.

Analytikerne havde ventet stigninger på henholdsvis 6,1 pct. og 0,5 pct. i kerneforbrugerpriserne.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  macro❯  Shares❯