Aktier/åbning: Ørsted tager fokus efter ledelsesskifte - Vestas topper afdæmpet C25

Udgivet den 14-11-2023  |  kl. 09:17  |  
Arkiv: Foto

Energiselskabet Ørsted blander sig i toppen af det danske C25-indeks tirsdag morgen, efter at energiselskabet har lanceret en større ledelsesændring og modtaget en løftet anbefaling.

Blandt sidepapirerne er der røde ører til medicinalselskabet Lundbeck, der har fået et par analysehak i tuden og derfor får opmærksomhed i en ellers relativt afdæmpet start.

C25-indekset falder efter godt ti minutters handel med 0,2 pct. til 1657,61. Udsvingene er begrænsede, mens investorerne kigger frem mod eftermiddagens inflationstal fra USA.

- Dagens hovedbegivenhed er de amerikanske forbrugerpriser, og den slags store markedsbegivenheder kan lægge en dyne over handelsaktiviteten, skriver Kim Fæster, der er chefanalytiker hos Jyske Bank, i en morgenkommentar tirsdag.

Inflationstallene for oktober i USA offentliggøres midt på eftermiddagen dansk tid og vil være en vigtig rettesnor i forhold til den fremtidige pengepolitik hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Økonomerne venter ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News, at den samlede inflation aftog til 3,3 pct. i årets tiende måned fra 3,7 pct. i september.

Kerneinflationen, som fraregner udviklingen i energi- og fødevarepriserne, ses forblive på 4,1 pct.

ØRSTED LAVER ÆNDRINGER I LEDELSEN

I modsat retning er det gået for det ellers pressede energiselskab Ørsted, som har fået løftet sin anbefaling hos Redburn til "køb" fra "neutral".

Samtidig har selskabet trukket sig fra et norsk projekt, og der er konkurrentnyt fra tyske RWE, men vigtigst af alt har selskabet tirsdag morgen annonceret en større ændring af ledelsen, hvor både finansdirektør Daniel Lerup og driftsdirektør Richard Hunter fratræder med øjeblikkelig virkning.

- Ligesom resten af branchen oplever Ørsted udfordrende og ustabile markedsforhold. Derfor er bestyrelsen og jeg blevet enige med vores nuværende koncernøkonomidirektør og koncerndriftsdirektør om, at vi har brug for nye og anderledes kompetencer, siger Mads Nipper, der er administrerende direktør hos Ørsted, i en meddelelse.

Ørsted-aktien stiger med 0,8 pct. til 294,40 kr. fra start og overgås kun af Vestas, der stiger med 1,9 pct. til 171,20 kr.

Ørsted-aktien har haft det ekstremt svært siden august, hvor første melding om store nedskrivninger i den amerikanske forretning for havvindmølleprojekter landede.

Siden er flere dårlige nyheder fulgt efter, og aktien er samlet faldet med over 50 pct. i år.

For Vestas kommer de gode takter efter nyt fra den tyske konkurrent Nordex, der har afleveret regnskab for de første ni måneder af året.

Det pegede på øget salg og flere ordrer samt et mindsket underskud.

LUNDBECK FÅR NEGATIVE ANBEFALINGER

Medicinalselskabet Lundbeck har fået sænket sin anbefaling hos britiske Barclays til "ligevægt" fra "overvægt", og samtidig er kursmålet skruet ned til 39 kr. fra 42 kr., viser data fra Bloomberg News.

Samtidig har amerikanske Morgan Stanley indledt dækning af Lundbeck med anbefalingen "undervægt" og et kursmål på 36 kr.

B-aktien i selskabet falder med 4,1 pct. til 34,44 kr. i tirsdagens tidlige handel.

ANALYSENYT I FLÆNG

Fra analysefronten er der også nyt til Coloplast, der efter sidste uges regnskab har fået sænket kursmålet hos amerikanske Bernstein til 765 kr. fra 830 kr.

Anbefalingen er fortsat "market perform", fremgår det af Bloomberg News. Coloplast stiger med 0,3 pct. til 709,40 kr. tidligt tirsdag.

Rederiet DFDS har fået sit kursmål hos Carnegie skåret til 422 kr. fra 450 kr., men her holdes der fast i den positive anbefaling "køb".

Aktien falder med 1,1 pct. til 194,20 kr. og er nu bakket med samlet 24,3 pct. i år.

H+H International har fået sit kursmål hos selvsamme Carnegie skåret til 70 kr. fra 80 kr. Anbefalingen er her uændret "hold".

Tirsdag morgen falder H+H med 1,1 pct. til 77,90 kr.

RTX LEVERER OVER FORVENTNING OG GIVER NY PROGNOSE

Den nordkyske teknologikoncern RTX har leveret foreløbige resultater for 2022/23, der overstiger de senest udmeldte forventninger, og samtidig har selskabet også luftet en prognose for 2023/24.

Her ventes der en omsætning på 580-630 mio. kr. og et driftsresultat (EBITDA) på 40-60 mio. kr.

Den foreløbige opgørelse for 2022/23 viser en omsætning på 783 mio. kr. og et driftsresultat (EBITDA) på 108 mio. kr.

Den seneste udmeldte forventning var en omsætning på 700-760 mio. kr og et driftsresultat på 85-105 mio. kr.

De nye forventninger til 2023/24 virker dog som en skuffelse for markedet. Aktien falder med 8,5 pct. til 73,20 kr. tirsdag morgen.

I regnskabskalenderen tirsdag er Schouw & Co., Intermail og Rovsing.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

12:14 NKT opjusterer forventninger efter opkøb og stærk udvikling
12:00 Obligationer/middag: Flad udvikling i renten frem mod amerikanske inflationstal
11:33 Apple indgår forlig i EU om kontaktløs betaling
11:32 Aktier/middag: Ambu brager frem efter opjustering i grønt C25
11:05 Trygchef ser fortsat modvind fra frekvens og snitskade på biler
10:55 For Ambus vedkommende handler det stadig om investortillid siger Sydbank-analytiker
09:41 DNB slår forventningerne i andet kvartal med stærk økonomisk aktivitet
09:37 Jyske Bank om Tryg: Lave storskader skaber overraskelse i andet kvartal
09:14 Aktier/åbning: Ambu brager frem efter opjustering i grønt C25
08:59 Obligationer/åbning: Flad åbning op til amerikanske inflationstal
08:52 Tryg-topchef efter stærkt kvartal: Gør mig ret optimistisk for fremtiden
08:45 Ambus finansdirektør vil fastholde og bygge på markedets tillid med opjustering
08:35 Tryg-topchef efter stærkt kvartal: Gør mig ret optimistisk for fremtiden
08:25 Aktier/tendens: Stille start med fokus på Novo Nordisk, Tryg og Ambu
08:02 Tryg kommer ud af andet kvartal med rekordoverskud drevet af færre vejr- og storskader
07:13 Råvarer: Oliepriserne stiger på fald i amerikanske olielagre
06:56 Obligationer/tendens: Udsigt til flad åbning inden amerikanske inflationstal rammer
06:49 Asien: Grønne markeder med "All time high" i Tokyo som prikken over i'et
06:34 Novos Icodec forsinkes - FDA kræver flere oplysninger
06:34 Carlsberg/Deutsche: Kursmål løftet 9 pct. - gentager købsanbefaling