Aktier/åbning: Genmab dumper ned i bunden efter ny salgsanbefaling

Udgivet den 03-07-2020  |  kl. 09:11  |  
Arkiv: Foto

Royal Unibrew soler sig i toppen af det danske eliteindeks kort efter handelsstart fredag, hvor Genmab omvendt har indtaget bundplaceringen.

C25-indesket, der torsdag satte lukkerekord i 1382,48, har kurs mod endnu en rekord, hvis morgenens niveau holder hele dagen. Kort efter børsåbningen stiger indekset 0,1 pct. til 1382,87.

Fredag kan blive en rolig dag. Det skyldes blandt andet, at de amerikanske handlere holder fri, da markedet i USA er lukket for fejring af den amerikanske uafhængighedsdag lørdag.

GENMAB FÅR ANBEFALINGEN "SÆLG" HOS FRANSK KONCERN

Genmab-aktien dumper ned i bunden af eliteindekset efter et fald på 1,5 pct. til 2192 kr.

Den franske finanskoncern Société Générale har indledt dækning af biotekaktien med en salgsanbefaling.

Kursmålet er samtidig fastsat til 1620 kr. Dermed venter finanshuset, at aktien vil falde omkring 27 pct. fra det nuværende kursniveau, skriver Bloomberg News.

Kun 4 af 27 analytikere, der leverer analyser til Bloomberg, anbefaler "sælg", mens 14 anbefaler "køb".

Den franske investeringsbank Exane BNP har også indledt dækning af GN, men her er det sket med den positive anbefaling "outperform".

Kursmålet for aktien er sat til 425 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.

Her bliver det omvendt til en kursstigning på 1,6 pct. til 371,60 kr. fredag morgen.

UNIBREW OG CHR. HANSEN FÅR HÆVET KURSMÅL

Bryggerikoncernen Royal Unibrew har placeret sig helt i toppen af indekset, efter at selskabet har fået skruet sit kursmål op med knap 20 pct. til 630 kr. fra 530 kr. af investeringsbanken Jefferies.

Anbefalingen er fortsat "køb". Fredag morgen stiger aktien 2,5 pct. til 576,80 kr.

Kursmålet er også blevet løftet for for aktien i Chr. Hansen efter selskabets regnskab for tredje kvartal af det forskudte regnskabsår 2019/20, der landede torsdag morgen.

Britiske Barclays har siden hævet kursmålet for ingrediensaktien til 510 kr. fra 450 kr. Anbefalingen er dog fortsat "undervægt". Danske Bank har desuden sænket anbefalingen til "hold" fra "køb", men kursmålet er samtidig løftet til 720 kr. fra 690 kr.

I regnskabet overraskede ingredienskoncernens organiske vækst til den positive side. Den var på 7 pct. og dermed noget over analytikernes forventninger om en vækst på 5,9 pct.

Aktien stiger 0,9 pct. til 694 kr.

Morgan Stanley løfter desuden sit kursmål for Rockwool-aktien til 1800 kr. fra 1405 kr. Anbefalingen er fortsat "ligevægt".

Rockwool starter 1 pct. højere i 1854 kr.

TRYG OG DSV BLIVER OGSÅ LØFTET

Forsikringsselskabet Tryg har også fået løftet kursmålet til 190 kr. fra 175 kr. af svenske SEB. Anbefalingen er dog fortsat "sælg".

Tryg-aktien stiger 0,5 pct. til 193,80 kr.

Også DSV Panalpina har fået skruet kursmålet op. Her er det storbanken Nordea, der har været på spil, med et løft til 925 kr. fra 800 kr. Banken fastholder købsanbefalingen.

Transport- og logistikkoncernens aktie starter 0,3 pct. højere i 833,20 kr.

Uden for C25-indekset kan Netcompany også få del i opmærksomheden, efter at finanshuset ABG Sundal Collier har hævet kursmålet for it-aktien til 341 kr. fra 260 kr.

Anbefalingen "sælg" gentages, fremgår det af Bloomberg News.

Fredag stiger aktien 1,4 pct. til 465,20 kr.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder