Aktier/åbning: Lille comeback til C25 inden eftermiddages vigtige inflationstal

Udgivet den 26-07-2024  |  kl. 09:24  |  
Arkiv: Foto

Det danske aktiemarked åbner fredag i grønt og får dermed et lille comeback oven på gårsdagens mistrøstige stemning.

Der er ikke de store katalysatorer til kursbevægelser, så mindre nyheder belønnes af investorerne i et ellers sommerferieramt marked.

Bavarian Nordic kan for eksempel meddele, at selskabets koppevaccine mod mpox - tidligere kaldet abekopper - har fået en opdateret europæisk anbefaling, og det bliver vekslet til et lille plus fra start. Derudover kan Ørsted-interesserede skæve til konkurrenten EDP, der har fremlagt fine tal for første halvår, mens Mærsk har fået friske tal for fragtraterne.

Handlerne ligger da også i venteposition frem mod eftermiddagens offentliggørelse af den amerikanske inflation i juni. Her vil der navnlig blive holdt øje med kerneinflationen, der er den amerikanske centralbanks foretrukne indikator.

Offentliggørelsen kommer blot få dage før rentemødet i den amerikanske centralbank, og overrasker inflationen positivt vil det cementere markedets tro på rentenedsættelser til næste møde i september.

Inden da hersker der relativt ro på markedet, og C25-indekset går frem med 0,2 pct. til 1967,68.

ØRSTED-RIVAL OVERRASKER POSITIVT

Ørsted har fået nyt fra sin portugisiske konkurrent EDP Renovais, som overrasker positivt på bundlinjen i første halvår.

Overskuddet blev mere end fordoblet og endte på 210 mio. euro, mens analytikerne adspurgt af Bloomberg News havde ventet 168,6 mio. euro.

Det er med til at sende Ørsted-aktien i toppen af C25 med et plus på 1 pct. til 402,70 kr.

FRAGTRATER FALDER

Der er nyt til Mærsk, som kan se de globale fragtrater ud af Kina falde for tredje uge i træk. I denne uge var der tale om et fald på 2,7 pct. til 3447,87. Det fremgår af rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der udgives fra Shanghai Shipping Exchange.

Det følger i kølvandet på torsdagens opgørelse fra analysehuset Drewry, der ligeledes viste fald.

Mærsks B-aktie falder til bunds i C25 med et dyk på 1,2 pct. til 10.620 kr.

EUROPÆISK ANBEFALING TIL NOVO OG BAVARIAN

Novo Nordisk har fået en anbefaling fra ekspertpanelet under de europæiske sundhedsmyndigheder til en udvidelse af indlægssedlen til Wegovy.

Ekspertpanelet CHMP anbefaler nu, at Wegovy også kan udskrives som forebyggende middel mod hjertekarsygdomme.

Anbefalingen følger en lignende godkendelse i Storbritannien tidligere på ugen og tilsvarende i USA tidligere på året.

Novo-aktien stiger fredag 0,3 pct. til 884,20 kr. efter et par dage under pres.

Også Bavarian Nordic har fået svar fra CHMP, der har givet en positiv anbefaling af den opdaterede markedsføringstilladelse for koppe- og mpox-vaccinen Imvanex.

Anbefalingen kommer fra et udvalg under Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA.

Bavarian Nordic bliver sendt op med 0,5 pct. til 185,95 kr.

LØFTET ANBEFALING TIL DEMANT

Demant har fået løftet anbefalingen til "køb" hos Morningstar, der samtidig øger kursmålet til 290 kr. fra 280 kr.

Demant-aktien blev i sidste uge banket i bund, efter at selskabet overraskende nedjusterede forventningerne til hele 2024 ganske betragteligt.

Demant stiger 0,6 pct. til 253,60 kr.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

11:48 Cheføkonom efter lille positiv vækst i eurozonen: Ingen grund til den store fejring
11:46 Aktier/middag: Markedet tager sorgerne på forskud inden jobtal - Novo i fald for femte dag
11:45 ECB har manøvrerum til rentenedsættelse viser nøgletal
10:37 Novo Nordisks vægttabshåb kommer under luppen på diabeteskonference
09:10 Aktier/åbning: Novo forlænger taberstime og trækker C25 ned før vigtige jobtal
09:06 Mærsk må se rateindeks dykker for tredje uge i træk
08:56 Vigtig jobrapport nærmer sig: Kan udstikke retningen for den amerikanske centralbankchef
08:52 Obligationer/åbning: Renterne falder før afgørende jobtal fra USA
08:41 Tryg nupper pressechef fra Nordea
08:23 Alm. Brand indgår samarbejde med Bygma
08:14 Dansk industriproduktion tager stort hop i juli drevet af blandt andet medicinalsektoren
07:51 Råvarer: Olieprisen stiger efter et fald i råolielagre og udskudte produktionsstigninger
07:50 Aktier/tendens: Novo kan forlænge taberstime i ventet negativ start før vigtige jobtal
07:32 Better Collective giver sig ekstra tid til aktietilbagekøb
07:21 Obligationer/tendens: Markedet kigger frem mod afgørende jobtal med faldende renter
06:45 Asien: Investorer afventer amerikanske jobdata
06:36 Broadcom dykkede i eftermarkedet efter lidt svag prognose
06:36 Jobdata kan åbne døren for dobbelt amerikansk rentesænkning i september
06:33 Kursfald i Nvidia giver god købsmulighed mener stort finanshus
06:33 Japans centralbank hæver måske renten i langt hurtigere tempo end ventet