Aktier/åbning: Mærsk rider på bølgen i grønt C25 - Ørsted igen sorteper
![Maersk Maersk](https://npinvestor.dk/sites/npinvestor.dk/files/styles/np_news_600x400/public/82.jpg?itok=uqnJbV9S)
A.P. Møller-Mærsk har mandag lagt sig i spidsen af det danske C25-indeks efter stor fremgang blandt selskabets asiatiske peers.
C25-indekset går frem med 0,3 pct. til 1758,24 efter kort tids handel.
Også i grønt er Novo Nordisk, der mandag har indledt lanceringen af Wegovy i Storbritannien.
I bunden af eliteindekset ligger Ørsted, der har fået sænket kursmålet hos to børshuse efter sidste uges melding om milliardnedskrivninger.
MÆRSK RIDER PÅ BØLGEN
Mærsk understøttes mandag af positive tendenser hos den danske rederi- og logistikkoncerns asiatiske peers.
Særligt hos de japanske rederier Mitsui OSK Lines, Nippon Yusen og Kawasaki Kisen er der fremgang. Bedst gik det aktien i sidstnævnte med et plus på 5,0 pct.
B-aktien i Mærsk stiger 2,2 pct. til 12.990 kr. i den indledende handel.
Novo Nordisk har ifølge Reuters lanceret salget af slankemidlet Wegovy i Storbritannien. Det vil ske "gennem en kontrolleret og begrænset lancering", oplyses det.
Med lanceringen sælges Wegovy nu i Tyskland, Danmark, Norge og USA.
Aktien stiger 0,8 pct. til 1311,20 kr.
NYE KURSMÅL
Rockwool har fået løftet kursmålet til 1800 kr. fra 1650 kr. af Berenberg, skriver Reuters. Der fremgår ikke en anbefaling af opdateringen, men den var senest "hold".
Isoleringsaktien stiger 1,0 pct. til 1800 kr.
Ørsteds kursmål er sænket til 524 kr. fra 650 kr. hos Carnegie og til 530 kr. fra 750 kr. hos Fearnly, og begge melder sig således i koret af finanshuse, der har sænket kursmålet for Ørsted-aktien i kølvandet af sidste uges melding om milliardnedskrivninger.
Anbefalingen er fortsat "hold"
Ørsted måtte i sidste uge advare om risikoen for nedskrivninger på projekter i USA for i alt 16 mia. kr.
Aktien bakker 0,7 pct. til 444,10 kr.
Zealand Pharma har fået løftet sit kursmål til 355 kr. mod tidligere 275 kr.
Anbefalingen er fortsat "køb".
Aktien går frem med 4,3 pct. til 269,20 kr.
Zealand Pharma blev i sidste uge tildelt et såkaldt "priority review", der sikrer hurtigere sagsbehandling hos de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, til Dasiglucagon til forebyggelse og behandling af medfødt hyperinsulinisme hos børn.
NYT FRA FODBOLDENS VERDEN
AaB har opjusteret forventningerne til 2023, da fodboldklubben venter et salg af spilleren Allan Sousa til en udenlandsk klub.
Der ventes nu et underskud før skat på 25-35 mio. kr. fra før 35-45 mio. kr.
Aalborg-klubben sikrede desuden en sejr i weekenden.
Aktien bakker alligevel 3,8 pct. til 40,60 kr.
Og så har FC København bekræftet forhandlinger om spillerne Kamil Grabara. Københavnerklubben sikrede ligesom Brøndby IF og Silkeborg IF desuden tre point i weekenden.
Ejeren af førstnævnte, Parken, stiger mandag 0,4 pct. til 125,50 kr., mens Brøndby IF falder 3,3 pct. til 0,54 kr. Silkeborg IF handles uændret til 20 kr.
AGF spillede i weekenden uafgjort mod FC Midtjylland.
Aktien øger 0,3 pct. til 0,63 kr.
Samtidig er der nyt til ALK-Abelló og Bavarian Nordic, der fra den 18. september ikke længere vil indgå i det toneangivende paneuropæiske Stoxx Europa 600-indeks.
Både Bavarian og ALK er åbnet næsten uændret mandag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Open❯ Shares❯