Aktier/åbning: Vestas i top efter vindordre i rød åbning

Udgivet den 18-12-2024  |  kl. 09:16  |  
Arkiv: Foto

Vestas er med i toppen af det danske eliteindeks i de første handler onsdag, mens medicinalaktierne Zealand Pharma og Novo Nordisk udgør bunden. Helt i top ligger GN med et plus på 2,5 pct. uden selskabsspecifikt nyt.

Samlet er C25-indekset nærmest delt på midten af aktier i plus og minus. Og i den indledende handel falder C25 0,1 pct. til indeks 1810,92.

Dermed fjerner indekset sig endnu mere fra årets åbningsniveau på 1821,20.

Det helt stor samtaleemne onsdag er dog aftenens rentemelding fra Federal Reserve, hvor der ikke ventes overraskelser, og markedet har allerede indregnet en nedsættelse på 25 basispoint. Derimod er spotlightet sat på centralbankens prognose - og hvor mange rentenedsættelser, centralbanken ventes at komme med i 2025.

Lidt nyt er der til de grønne aktier, hvor Ørsted har solgt halvdelen af nogle amerikanske projekter og kursmålet har fået et mindre skud for boven, mens Vestas er kommet med en vindmølleordre. Senere langer Harboes et regnskab over disken - men ellers er der langt mellem de selskabsspecifikke nyheder.

NYT TIL GRØNNE SELSKABER

Blandt eliteselskaberne har Ørsted fået sænket sit kursmål til 395 kr. fra 420 kr. hos den britisk-asiatiske storbank HSBC, fremgår det af Bloomberg News. Anbefalingen forbliver "hold".

Onsdag morgen har energikoncernen meddelt, at det har frasolgt halvdelen af tre amerikanske solcelle- og batterilagringsprojekter til amerikanske Energy Capital Partners.

Transaktionen har en værdi af cirka 4,1 mia. kr. Den samlede effekt af frasalget vil blive indregnet henover regnskabsperioderne fjerde kvartal i år og første kvartal næste år, oplyser Ørsted.

Med dagens frasalg fortsætter Ørsted med at eksekvere på sit frasalgsprogram, og provenuet vil bidrage til at opfylde Ørsteds mellemlange og langsigtede mål, noterer energiselskabet.

Ørsted stiger 0,7 pct. til 341,70 kr. i den indledende handel.

I samme branche har Vestas sikret sig en ordre på levering af vindmøller med en samlet kapacitet på 217 megawatt (MW).

Kunden er SSE Generation Limited, og vindmøllerne skal anvendes til Strathy South-vindprojektet i Skotland, meddelte vindmølleselskabet tirsdag aften.

Vestas ligger med et plus på 1,7 pct. til 96,02 kr. onsdag morgen.

SPÆNDING OM NOVO

Medicinalgiganten Novo Nordisk er fortsat i søgelyset, idet koncernens stærkt imødesete studie af Cagrisema ventes inden udgangen af året.

Studiet kan være afgørende for Novos succes på det voksende fedmemarked i de kommende år. Blandt andet har den britiske storbank Barclays spået tocifrede kursudsving i Novo-aktien efter studiet, alt efter om Novo lever op til forventningerne eller ej. Håbet i markedet og i øvrigt også fra Novo selv har været, at Cagrisema giver et vægttab på mindst 25 pct.

Novo falder 1 pct. til 761,60 kr. Og endnu lavere ligger Zealand Pharma med et fald på 1,2 pct. til 789,50 kr.

Blandt sidepapirerne ser den svenske investeringsbank Carnegie ikke længere værdi i at købe op i aktierne i rederiet DFDS. Banken sænker sin anbefaling af det danske selskab til "hold" fra "køb", og samtidig mere end halveres kursmålet, som sænkes til 173 kr. fra 375 kr.

DFDS-aktien taber 4,4 pct. på kursen til 124,90 kr.

Haboes kommer med regnskab for andet kvartal, hvor selskabet venter et EBITDA-resultat på 150-190 mio. kr. og et overskud før skat i niveauet 60-100 mio. kr.

Bryggeriaktien dykker 2,4 pct. til 163,50 kr.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

06:30 Kalender med link - mandag den 10. februar
17:47 Europa/lukning: Italiensk lastbilproducent tog fronten med tocifret plus
17:44 Europa/lukning: Italiensk lastbilproducent tog fronten med tocifret plus
17:24 Danske Bank rammer højeste niveau i næsten syv år oven på regnskab med gaveregn til ejerne
17:07 Fredagens aktier: Danske Bank i stor optur mens Rockwool blev sendt retur
17:01 Fredagens obligationer: Jobtal og inflationsforventninger fra USA gav let stigende rente
15:42 USA/åbning: Amerikansk jobrapport inden for skiven giver let grøn handelsstart
14:45 Renter stiger, euro svækkes og aktier går yderligere et nøk højere efter jobtal
14:37 Amerikansk jobrapport viser afkøling i januar - men justering skaber andet billede
14:34 USA: Beskæftigelsesrapport viser langt færre nye job
13:53 USA/tendens: Let grøn stemning før vigtige amerikanske jobtal
13:00 Europa/aktier: Italiensk lastbilproducent tager fronten mens marked afventer jobrapport
12:22 Danske Bank tordner frem med rekordresultat men venter mindre opbremsning i 2025
11:57 Obligationer/middag: Jobtal fra USA kan rykke ved stillestående rente
11:42 Aktier/middag: Danske Bank skyder i vejret mens marked venter på Powell
09:58 Råvarer: Oliepriserne er på vej mod tredje ugentlige fald i træk
09:30 Mærsk får hævet anbefalingen af Jyske Bank efter regnskab
09:23 Aktier/åbning: Danske Bank i vejret efter stærkt regnskab i splittet C25
09:04 Obligationer/åbning: Rolig rentestart før jobtal fra USA
08:57 Mærsk får sænket anbefaling til "sælg" af DNB efter regnskab