Aktier kl. 9.20: Carlsberg presset i grønt C20

Udgivet den 20-02-2012  |  kl. 09:26  |  

Der er mandag morgen en generel, positiv stemning i det danske C20-indeks, der stiger med 0,60 pct. til 453,62. Stemningen er udløst af en kombination af flere ting. Den kinesiske centralbank oplyste i weekenden, at den vil sænke reservekravet til bankerne med 50 basispoint fra den 24. februar, hvilket især understøtter de råvarerelaterede selskaber grundet stigende råvarepriser. Derudover er det i markedet en øget optimisme for, at Grækenland i dag vil komme nærmere en afklaring på udbetaling af landets anden hjælpepakke, når de europæiske finansministre mødes i Bruxelles. Carlsberg er i fokus efter regnskabsaflæggelse mandag morgen, mens også A.P. Møller – Mærsk, DSV og Pandora får opmærksomhed.

Carlsberg, der fredag lukkede 1,97 pct. lavere i kurs 429 kr., aflagde mandag morgen regnskab for 2011, hvor omsætning og drift var en anelse bedre end ventet, men dog ser 2012-prognosen svag ud i forhold til analytikerforventningerne. Koncernchef Jørgen Buhl Rasmussen lægger op til opkøb i nye markeder. Carlsberg fik en fremgang i omsætningen til 63,56 mia. kr. i 2011 fra 60,05 mia. kr. i 2010. Analytikerne havde ventet en omsætning på 63,2 mia. kr. Driften (EBIT) blev på 9,82 mia. kr. i 2011, hvilket var en tilbagegang fra 10,25 mia. kr. i fjor. Også driften var en anelse bedre end ventet, idet analytikerprognosen lød på 9,78 mia. kr. Som reaktion på de lidt svagere end ventet forventninger til 2012, falder aktien i Carlsberg mandag morgen med 2,14 pct. til kurs 419,80 kr.

A.P. Møller – Mærsk, som fredag lukkede 3,58 pct. højere i kurs 47.480 kr., ses komme i fokus mandag, efter at den gode stemning på finansmarkederne kombineret med meldinger om Maersk Lines kapacitetsreduktion har givet de asiatiske rederier et betydeligt løft. China Container Lines stiger 7,4 pct. til 2,49 HKdollar, mens taiwanesiske Evergreens Marine stiger 4,3 pct. til 19,25 won. Shanghai-baserede Orient Overseas stiger 3,5 pct. Orient Overseas annoncerer endnu engang ratestigninger, og denne gang på 200 dollar på fragt fra Asien til Nordeuropa gældende fra den 15. marts. På den negative side faldt fredagens SCFI-indeks samlet set 1,6 pct. til 949,33, og det var det største ugentlige fald siden midten af november sidste år. Fragtraterne på ruten mellem Asien og Europa fald 1,4 pct. til 711 dollar per tyvefodscontainer, TEU. Mandag morgen stiger B-aktien med 1,01 pct. til kurs 47.960 kr. Citigroup har mandag løftet sit kursmål på aktien til 48.500 kr. fra tidligere 41.404 kr.

DSV, der fredag lukkede 0,24 pct. højere i kurs 126 kr., bliver i den tidlige handel mandag løftet, efter at der er kommet nyheder om, at den hollandske konkurrent TNT Express af en række finanshuse er blevet løftet ovenpå et købstilbud fra amerikanske UBS. Tilbuddet blev i første omgang afslået, men Credit Suisse forventer, at et tilbud på mellem 9,5 og 10 euro per aktie vil blive accepteret af TNT Express. De to selskaber forhandler fortsat om vilkårene for en eventuel handel. Aktien i DSV stiger mandag morgen med 1,83 pct. til kurs 128,30 kr.

Der er desuden en generel, positiv stemning i large cap-aktierne, efter at den kinesiske centralbank lørdag offentliggjorde planer om at sænke reservekravet til de kinesiske banker med 0,50 pct. med virkning fra den 24. februar. Fordi lempelsen ikke blev ledsaget af en sænkning af renten, ser Handelsbanken dog en begrænset effekt af tiltaget i første omgang. Samtidig ventes det, at eurozonen mandag endeligt vedtager den græske hjælpepakke på 130 mia. euro, hvilket kan give ro på markederne og medvirke til den positive stemning. Priserne på guld og sølv stiger mandag ovenpå nyhederne, og det giver Pandora et løft mandag. Aktien stiger med 2,68 pct. til kurs 84,35 kr.

Udgivet af: lp@netposten.dk