Søndagsavisen opjusterer med 20 mio kr

Udgivet den 10-08-2005  |  kl. 09:19  |  

Søndagsavisen har været gennem en vanskelig periode, men er nu kommet til et vendepunkt i udviklingen. Den gennemførte turn-around har båret frugt med en omsætningsstigning og en væsentlig indtjeningsforbedring som resultat, fremgår det af selskabets halvårsrapport.

Fokuseringen på øget indtjening har resulteret i et i forhold til forventningerne tilfredsstillende halvårsresultat, der før skat er forbedret med 77 pct. fra 24,8 mio. kr. til 44,0 mio. kr.

Søndagsavisen forventes for hele året 2005 at øge omsætningen med over 10 pct. og nå et resultat før skat på mellem 70 og 90 mio kr., hvilket er en opjustering på 20 mio kr. i forhold til tidligere udmeldte forventninger.

Samtidigt er det løbende generationsskifte fortsat med indvalg af fire nye bestyrelsesmedlemmer, nemlig:

• Peter Rasztar, der er koncernchef i Swedish Meats
• Ole Larsen, der er økonomidirektør i Nordisk Film
• Björn Lindberg, der er ansat i Procuritas Partners KB
• Jesper Balser, der var medstifter af Navision

Richard Bunck er fortsat formand for bestyrelsen og Peter Rasztar er valgt som næstformand. Denne udbygning af bestyrelsens bredde og kompetence er et vigtigt led i at sikre en positiv udvikling for Søndagsavisen i fremtiden.

Udgivet af: NPinvestordk