AKTIER: Kreditkrisen lurer fortsat endnu en rentesænkning i december?
Den amerikanske kreditkrise er endnu ikke et glemt kapitel. Det bekræftede en amerikansk storbank i dag, hvilket skabte frygt på de internationale markeder og hev det danske aktiemarked nedad.
Det toneangivende OMXC20-indeks endte således dagen med et fald på 0,42 pct. til 495,67.
Den amerikanske storbank Wachovia meddelte i dag, at banken forventer et tab på lån på mellem 500 - 600 mio. USD i fjerde kvartal, hvilket sammen med skuffende udmeldte forventninger fra amerikanske Qualcom, skabte en negativ stemning.
Det, der kan lægge en umiddelbar bund under markedet, er de stigende forventninger til, at den amerikanske centralbank bliver nødt til at sætte renten yderligere ned i år. Det sker, efter at centralbankdirektør Ben Bernanke i går talte om de økonomiske udsigter for USA.
Bernanke talte om, at væksten vil aftage markant i 4. kvartal, og at høje råvarepriser og svag dollar vil fremkalde højere inflation i et stykke tid. Han venter slæbende vækst i starten af 2008. Men han forventer ingen recession.
Sandsynligheden for, at Fed sænker renten på næste møde d. 11. december er nu oppe på 90 pct., anfører Fionia Bank.
På nøgletalsfronten, faldt det amerikanske handelsbalanceunderskud i september til 56,5 mia. USD, hvilket er det laveste niveau siden maj 2005. Det er samtidig lavere end de forventede 58,5 mia. USD. Importen steg 1,2 mia. USD, mens eksporten øgedes 1,5 mia. USD.
Satair stod i dag for dagens eneste regnskab. I regnskabet for 1. kvartal 2007/08 fastholdes forventningerne til årets EBITDA-resultat på 30-32 mio. USD.
Omsætningen blev i 1. kvartal på 100,4 mio USD, hvilket er en stigning på 21 pct. i forhold til samme periode sidste år. Resultat før skat steg med 73 pct. og endte på 5,6 mio. USD. EBITDA steg til 10,3 mio USD, hvilket svarer til en stigning på 83 pct. i forhold til sidste år. Satair-aktien endte dagen 0,45 pct. højere i 337 kr.