AKTIER: Lavere åbning i vente - fokus på banker

Udgivet den 09-09-2009  |  kl. 08:23  |  

De europæiske aktier ser ud til at åbne lavere i dag trukket ned af negativ stemning i Asien.

Futures for DJStoxx 50 indikerer en åbning i minus 0,32 pct., mens DAX i Tyskland ser ud til at åbne 0,31 pct. lavere.

Futures i USA peger også nedad her til morgen

Det toneangivende danske OMXC20-indeks lukkede i går 0,4 pct. højere i 332,67.

Der vil i dag være fokus på bankerne efter, at seks banker i Danmark er blevet nedgraderet af Moody's i en ny omfattende analyse af de danske bankers kreditværdighed.

Nordea Bank Danmark, Jyske Bank, Amagerbanken, Nykredit Bank, Spar Nord Bank og Sydbank nedgraderes.

Hårdest er det gået ud over Jyske Bank, hvis lange rating rykker to karakterer ned af skalaen.

Det amerikanske aktiemarked sluttede højere tirsdag, anført af energi- og materialevirksomheder, efter at Kraft Foods afgav et bud på Cadbury og efter en stigning i olieprisen på 4,5 pct.

S&P 500 steg 0,9 pct. til 1025,39, Dow Jones steg 0,6 pct. til 9497,34 og Nasdaq Composite avancerede 0,9 pct. til 2037,77.

Aktierne i Asien falder her til morgen over en bred bank.

MSCI Asia Pacific Index falder 0,9 pct. efter, at indekset i går lukkede på det højeste niveau siden 24. september 2008.

Japan's Nikkei 225 falder 1,2 pct. og Hong Kong's Hang Seng Indeks falder 1,1 pct.

Udgivet af: NPinvestordk