AKTIER: Markedet følger udlandet men Tele Danmark begrænset fald i KFX

Udgivet den 27-10-1997  |  kl. 12:39  |  

København--27. oktober--NetPosten--Det danske aktiemarked har været helt i udlandets magt frem til kl. 12.20 - de danske aktier har ganske enkelt fulgt udlandet. Når udlandet faldt yderligere, faldt det danske marked yderligere, siger deltageren til NetPosten. Således ligger det øvrige Europa nede med omkring 2 pct., hvilket KFX-indekset også vil have gjort, såfremt det ikke havde været for meddelelsen omkring Ameritechs planlagte overtagelse af 42 pct. af Tele Danmarks aktier. Tele Danmark ligger 19 kr. oppe under en ikke specielt imponerende omsætning på 150.000 stk., siger deltageren. Deltageren vurderer, at Tele Danmark kan holde niveauet resten af dagen. Omkring 12.20 lå KFX nede med 1,28 pct. i 188,86.

Deltageren vurderer, at der er politisk flertal bag regeringens beslutning om at sælge aktierne i Tele Danmark - beslutningen ventes dog at møde en massiv modstand fra venstrefløjen, da man kan forudse fyringer de kommende år. Rationaliseringer er nok nødvendige, såfremt investeringen på 21 mia. kr. skal forrentes.

Sidepapirerne er helt uinteressante i dag.

Udgivet af: NPinvestordk