AKTIER: Novo dominerede med 7 pct-stigning efter positivt nyt

Udgivet den 22-06-2004  |  kl. 17:01  |  

Novo Nordisk dominerede handelen denne fodboldtirsdag, efter at selskabet tidligere end ventet fremlagde positive tal for NovoSeven vedrørende behandling af patienter med hjerneblødning.

Det toneangivende KFX-indeks lukkede 1,46 point (0,6 pct.) højere i 263,51.

Novo-aktien steg ikke mindre end 20,50 kr. (6,7 pct.) til kurs 324,50 under en stor omsætning på over 1,1 mia. kr., efter at selskabet offentliggjorde de første resultater af den største kliniske afprøvning nogensinde med et lægemiddel til behandling af hjerneblødning (intracerebral hæmorrhagi - ICH).

Fase 2b-studierne viste, at behandling af ICH-patienter med NovoSeven medførte en væsentlig reduktion i væksten af blodansamlingen sammenlignet med placebogruppen. Det var først ventet, at Novo ville fremlægge disse data på lørdagens konference i Vancouver, Canada.

Novo Nordisk håber med de nye fase 2-data for NovoSeven at kunne få myndighedernes godkendelse til at springe den kliniske fase 3 over.

- Det er første gang, man ser en klinisk effekt på folk med hjerneblødninger. Der er tale om pioneragtige observationer. Dataene er så gode, at vi vil diskutere med myndighederne om at droppe fase 3, siger Novo Nordisks koncernforskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen til NetPosten.

Novo skønner, at der kan blive tale om et marked på godt 3 mia. kr., og det er især positivt, at Novo er det eneste selskab, der har et middel til behandling af hjerneblødning.

TDC-aktien er aldrig rigtigt kommet ovenpå igen efter hovedaktionæren SBC Communications' salg af tre fjerdedele af sine aktier i selskabet. Markedsdeltagere vurderer, at den nye ejerstruktur i TDC øger usikkerheden i aktien, indtil en ny bestyrelse og strategi er på plads.

Desuden vurderes det, at SBCs resterende ejerpost på 9,5 pct. i TDC lægger en dæmper på kursudviklingen, da markedet forventer disse aktier solgt efter lock-up perioden på 180 dage.

Herudover får fortsatte skriverier om et muligt nyt indgreb fra myndighederne omkring selskabets priser overfor andre teleselskaber investorerne til at holde igen. Branchekilder vurderer, at myndighedernes indgreb sidste år kostede TDC 100 mio. kr.

Aktien er tirsdag faldet 1,5 pct. til 194,50 kr.

Af Jean M. Dühring, jean@netposten.dk

Udgivet af: NPinvestordk