AKTIER: Novo-udbytte trækker ned - ØK og NeuroSearch i vælte
Det danske aktiemarked handles lavere torsdag, men det skyldes dog primært fragåelse af udbytte på 10 kr. i Novo Nordisk-aktien, som jo vejer over 30 pct. i det toneangivende OMXC20-indeks.
Ved middagstid handles OMXC20 omkring 0,4 pct. lavere i 458,1.
Vestas Wind Systems forventer at lukrere på øget efterspørgsel efter vindprojekter på grund af Japans atomkraft krise.
Det siger Vestas Asien chef Sean Sutton i et interview med Bloomberg.
Asien Pacific nationer installerede 19 GW sidste år og det ventes at blive mere i år, siger Sean Sutton. Uden for Kina ventes der 4 gigawatt ekstra i år.
- Vi har ikke et mylder af ordrer på grund af jordskælvet, men mulighederne er der, siger Sutton.
Vestas stiger 1,3 pct. til kurs 207,2.
ØK afholder i dag den 24. marts 2011 ordinær generalforsamling, hvor koncernen justerer på forventningerne til årets omsætning.
- I forbindelse med fremlæggelsen af koncernens årsrapport foretages en mindre justering af forventningerne til 2011 i forlængelse af købet af den venezuelanske fødevarevirksomhed Montserratina, som indgår i ØK's regnskab pr. 16. marts 2011. For EAC Foods forventer ØK nu en omsætning på over USD 800 mio. mod tidligere omkring USD 800 mio, mens EBITDA-margin er uændret på 8,5%. For koncernen venter ØK nu en omsætning på omkring DKK 6,0 mia. mod tidligere omkring DKK 5,8 mia. EBITDA-margin er uændret på omkring 8%, skriver ØK.
ØK stiger 2 pct. til kurs 165,5.
Neurosearch opdaterede, lige inden lukketid i går, markedet omkring udviklingsplanen for Huntexil til behandling af Huntingtons sygdom efter et møde med FDA afholdt på baggrund af fase II-resultater. På baggrund af den foreløbige tilbagemelding vil nye bekræftende kliniske data til understøttelse af en ansøgning om markedsføringstilladelse i USA være nødvendige.
- NeuroSearch afventer nu den endelige konklusion fra FDA, som forventes i 2. kvartal 2011, inden den globale udviklingsplan og regulatoriske strategi for Huntexil endeligt fastlægges. Vi tolker dette, som at NeuroSearch med overvejende sandsynlighed vil møde krav om nyt fase III studie, hvilket vil kunne skubbe den forventede lancering frem til 2014 i forhold til vores hovedscenarium, som inden meddelelsen lød på, at NeuroSearch ville kunne opnå en betinget godkendelse med krav om fase IV studie på baggrund af det eksisterende materiale. Vi forventer, at nyheden vil presse aktiekursen, men fastholder vores Køb anbefaling, skriver Jyske Bank.
NeuroSearch falder 22 pct. til kurs 49,7.