AKTIER - Ses åbne positivt, fokus på SAS, Danske og GN

Udgivet den 26-11-2001  |  kl. 09:02  |  

De danske aktier ventes at åbne med en positiv undertone, efter at Wall Street åbnede i forrygende humør efter Thanksgiving. KFX-indekset lukkede fredagen i 269,46, stort set uændret.

Wall Street lukkede højere for tredje uge i træk. Specielt var der fokus på detailhandelsselskaberne forud for julehandelen, da de lokker med store rabatter. Luftfartsaktierne havde ligeledes en god dag på baggrund af de fortsat faldende oliepriser. Dow Jones lukkede 1,3 pct. (125,03 point) højere i indeks 9.959,71 og flirter kraftigt med et gennembrud af indeks 10.000. Nasdaq Composite lukkede 1,5 pct. (28,15 point) højere i indeks 1,903,20.

De asiatiske markeder ligger overvejende positivt med en stigning på Nikkei på 0,3 pct. (35,74 point) til indeks 10.969,82. Hang Seng handles til morgen op med 0,7 pct. (79 point) i 11.253.

SAS er på frierfødder, og både Finnair og Lot kan være de udkårne. Endelig beslutning om købet af Braathens forventes afsluttet tirsdag. Jørgen Lindegaard har overfor Dagens Industri udtalt, at et køb af Finnair står højest på ønskelisten og passer bedre ind i strategien. Polske LOT er ikke så umiddelbar, men det kunne gå an. Jørgen Lindegaards strategi synes således at benytte det meget svage marked, hvor de fleste er skræmt til at forbedre SAS' markedspositition. SAS står med gode kort på hånden på grund af deres lave gældsætning og vil derfor have mulighed for at træde ind på scenen som "one of five". SAS lukkede fredag i kurs 55 og med de amerikanske aktier in mente vil en af dagens muligheder ligger her.

Danske Bank er ifølge Økonomisk Ugebrev parat til at fusionere med SE Banken, og et køb ligger ifølge økonomidirektør Jesper Ovesen indenfor bankens strategiske rammer.

- Vi er interesserede i at lave opkøb, hvor det er os, der bestemmer strukturen, så man kan holde fokus på det at skabe værdi i stedet for at gå ind i en masse diskussioner om, hvor hovedkontoret skal ligge. Og det er ikke nogen forhindring at gå ind i Sverige, siger Jesper Ovesen.

Konsolideringen inden for den skandinaviske banksektor er således ikke forbi og kan puste nyt liv i fusionsspekulationer indenfor banksektoren. Danske Bank lukkede fredag i kurs 132,5.

GN overvejer en notering af NetTest efter forbillede som Novozymes, således at der ikke sker en egentlig emission, men at det er de eksisterende aktionærer i GN Store Nord, der får NetTest-aktierne gratis. Dette vil kunne give et kursløft på 25 pct. i aktien, vurderes det.

- Planen for notering af Nettest bygger jo ikke på, at moderselskabet skal have tilført kapital. Noteringen sker af hensyn til aktionærerne. Derfor overvejer vi nu forskellige løsninger, og en spaltning efter Novozymes-modellen indgår i overvejelserne, siger koncernchef i GN Store Nord, Jørn Kildegaard.

GN lukkede i kurs 50 fredag.


Udgivet af: NPinvestordk