AKTIER - USA stiger yderligere, APM kan falde på lavere oliepriser
De amerikanske aktier trak yderligere fra onsdag aften, og dermed er der udisgt til, at det danske aktiemarked fortsat kan stige torsdag. Dow Jones steg med 72,66 point til indeks 9.823,61, mens Nasdaq steg med 11,08 point til indeks 1.903,19.
Oliepriserne er nu presset langt ned, da OPEC siger, at organisationen ikke kan holde priserne oppe, med mindre andre olie-eksporterende lande hjælper til. Det er her først og fremmest Rusland og Norge, OPEC sigter på. De to lande har dog ikke vist den store interesse for projektet, og det har fået prisen på en tønde råolie til at falde under 19 USD.
De faldende oliepriser kan ramme A.P. Møller-aktierne D/S 1912 B og D/S Svendborg B torsdag, selvom de to selskaber dog bliver understøttet af en stigende amerikansk dollar. Den amerikanske dollar understøtter iøvrigt en lang række andre eksport-orienterede aktier i det danske marked i dag med Novo Nordisk i spidsen.
Torsdag kl. 18.00 får markedet et af de første nøgletal for industrien for november måned fra USA. Det drejer sig om industrirapporten fra forbundsbanken i Philadelphia. Stiger indekset vil det være positivt for aktiemarkedet, men negativt for obligationsmarkedet.
TDC gør sig uheldigt bemærket for tiden. Onsdag var der nyheder om, at selskabet sandsynligvis vil få en bøde i kartel-sagen, og torsdag skriver dagbladet Børsen, at TDC risikerer at skulle betale 350 mio. kr. tilbage til en lang række erhvervskunder for tilsyneladende for høje priser på datalinjer. Dansk Dataforening fører sag på vegne af Novo Nordisk.