Aktier/middag: C20 på vej mod rekord

Udgivet den 10-09-2013  |  kl. 11:37  |  

I smuk harmoni med de europæiske medspillere bevæger det toneangivende danske C20-Cap indeks sig tirsdag mod rekordhøjde.

Alle indeksets aktier ligger i plus, og samlet er indekset steget 1,0 pct. i løbet af formiddagen til 619,32. Holder niveauet dagen ud, er det et brud på rekorden på 618,39, som er lukkerekorden fra 19. august.

I London, Paris og Frankfurt er stigningerne tirsdag middag på 0,8-1,6 pct.

Grundtonen i markederne er positiv efter en stille mandag, konstaterer chefaktiehandler i Danske Bank, Mads Zink.

- Vi så en pæn stigning i Asien, og Syrien er trængt lidt i baggrunden - der synes ikke at være noget på vej på den korte bane, bemærker Mads Zink.

USAs præsident, Barack Obama, er åben for diplomatiske forhandlinger om Syriens kemiske våben, så et militært angreb måske kan undgås. Samtidigt løfter positive nøgletal fra Kina offentliggjort tirsdag morgen humøret. Industriproduktionen voksede med 10,4 pct. på årsbasis i august, og detailsalget steg med 13,4 pct. begge tal var bedre end ventet, og højere end måneden før.

Trioen i toppen af C20 er smykkeproducenten Pandora med en stigning på 2,9 pct. til 218,10 kr., Vestas med en stigning på 3,7 pct. til 122,70 kr. og høreapparatkoncernen William Demant med en stigning på 3,2 pct. til 494,40 kr.

Nordea har løftet anbefalingen af William Demant-aktien til "køb" fra "hold" og kursmålet er løftet til 560 fra 500.

- Høreapparatsproducenten er den langsigtede vinder i industrien, mener Nordeas analytikere ifølge et notet.

For Pandora kan det være fraværet af et frygtet større aktiesalg fra storaktionæren, Prometheus, der styrker aktien.

- Det lader til, at Pandora-storaktionæren Prometheus Invest ikke i denne omgang har haft lyst til at sælge aktier i smykkeselskabet, og det vil blive taget godt imod af investorerne, vurderer analytiker Jesper Christensen fra Alm. Brand Markets. Mandag steg aktien 3,6 pct.

For Vestas er topplaceringen uden selskabsspecifik forklaring.

- Alle sektorer stiger i Europa i dag, men det er de volatile, der stiger mest og de defensive, der stiger mindst. Der er lidt mere risikovillighed, og det gavner Vestas, konstaterer Mads Zink.

Den britiske storbank HSBC indleder dækning af Carlsberg med den negative anbefaling "undervægt" og et kursmål på 504 kr. Det fremgår af et morgenbrev fra banken. Kursreaktionen er en stigning på 0,8 pct. til 558,50 kr.

DSV følger sit helt eget rekordspor med en kursstigning på 1,0 pct. til 156,10. Dermed ser det ud til at aktien overhaler sin ugegamle lukkekursrekord på 153,5.

Uden for eliteindekset er SAS blandt de mest opløftende selskaber.

Tirsdag formiddag er kursen på flyaktien steget 3,2 pct. til 16,10 kr., og dermed fortsættes himmelflugten, som tilsyneladende er kommet bag på hele analytikerkorpset.

Aktiekursen er nu markant højere end det gennemsnitlige kursmål og højere end samtlige analytikeres individuelle kursmål. Det viser data fra Bloomberg News. Gennemsnittet af de seks kursmål ligger i danske kroner på 10,31 kr. Aktien ligger, efter formiddagens stigning til 16,80 kr., godt 65 pct. højere end det gennemsnit.

Aktien er steget eksplosivt siden den 30. august, hvor den lukkede i et niveau på 10,70 kr., blandt andet på grund af et godt regnskab for tredje kvartal samt trafiktal for august. Det nuværende niveau er desuden det højeste siden 13. maj 2011.

Danske Bank har fået troen tilbage på IC Companys-aktien og løfter sin anbefaling til "køb" fra tidligere "hold". Samtidig øges kursmålet for aktien til 200 kr. fra 135 kr. Aktie stiger 3,0 pct. til 172,50 kr.

Genmabs partner Janssen Biotech snart vil sætte gang i et nyt fase 2-studie med de to selskabers fælles middel, Daratumumab, til behandling af kræft i knoglemarven (myelomatose).

- Nyheden om studiet er positivt, men ventet baseret på de allerede offentliggjorte resultater, påpeger aktiehandler i Jyske Bank Martin Munk.

Genmab 2-aktien stiger tirsdag 2,8 pct. til 175 kr.

/ritzau/FINANS

Henning Nielsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

11:38 Aktier/middag: Mærsk får klø efter afblæst strejke mens DSV's aktiesalg giver optur
11:07 Novo får skåret kursmålet med en halvtredser hos Nykredit
10:18 DSV's finansdirektør: Kapitalforhøjelse mødt af meget stor interesse
10:16 Britisk pubkæde belønnes for pænt resultat og genoptaget udbytte
09:40 Mærsk sendes til bunds efter endt havnestrejke
09:19 Aktier/åbning: Optur til DSV efter kæmpe aktiesalg - Mærsk får klø efter afblæst strejke
09:16 DSV brager i vejret oven på succesrig kapitalforhøjelse
08:52 Mærsk-aktien kan falde ret markant oven på afblæst havnestrejke vurderer Sydbank
08:46 Obligationer/åbning: Små rentestigninger i spændt marked inden fredagens jobrapport
08:40 Jyaske Bank: USA's centralbank vil for alt i verden undgå stort stigende arbejdsløshed
08:29 DSV's aktiesalg vidner om høj efterspørgel - havnestrejke kan ramme transportaktier, vurderer Sydbank
08:10 Aktier/tendens: Fokus på Mærsk og DSV efter afblæst havnestrejke og aktiesalg
08:04 Råvarer: Oliepriserne har kurs mod ugentlig stigning
07:51 Jyske Bank lukker aktietilbagekøbsprogram på 1,5 mia. kr.
07:25 Obligationer/tendens: Spænding inden fredagens jobrapport
07:17 Nordnet: Enormt aktiesalg uden rabat er en stor tillidserklæring til DSV
07:13 Amerikansk havnestrejke er slut men har skabt kø - rederiaktierne styrtdykker
06:59 Asiatiske rederi-aktier styrtdykker oven på afblæst havnestrejke i USA
06:53 DSV henter 37,3 mia. kr. på salg af nye aktier uden rabat
06:49 Asien: Kinesisk jubelhandel genoptages efter én dags pause