Aktier/middag: Cykliske aktier og banker forrest i fremgang
De europæiske aktiebørser viser rigtigt gode takter mandag middag, efter at EU og IMF i weekenden blev enige med Spanien og rammerne for en redningspakke til de hårdt pressede spanske banker. Det danske aktiemarked får også del i glæderne med en stigning i C20-indekset på 1,8 pct. til niveau 434,18.
De cykliske aktier klarer sig generelt relativt godt sammen med bankerne. Helt i top i C20 findes Mærsk A med en stigning på 3 pct. til kurs 36.400, mens selskabets B-aktie stiger 2,8 pct. til kurs 38.080 kr. FLSmidth, der ligeledes befinder sig i den cykliske kategori, stiger desuden 2,7 pct. til kurs 323,5. Aktien er dog stadig en af de blot fire aktier i C20, der er i minus for året, da aktionærerne i FLSmidth har tabt 4,2 pct. siden kalenderen begyndte at vise 2012.
Generelt i Europa er det dog bankerne, der trækker mest op i de toneangivende indeks efter redningskransen til de spanske banker. Herhjemme stiger Danske Bank med 2,4 pct. til kurs 83,8, og Nordea ligger 2,8 pct. højere i kurs 47,46.
Den tungtvejende aktie i Novo Nordisk stiger endvidere med 1,9 pct. til kurs 797,5 og er dermed med til at trække C20 god opad. Novo Nordisk satte sig fredag 2,6 pct. efter en udsættelse af godkendelsestidspunktet i USA for den langtidsvirkende insulin Tresiba. Weekenden igennem er der dog kommet en stribe positive nyheder fra den store diabeteskonference i USA afholdt af ADA.
Fokus er her netop på Tresiba, der i en undersøgelse har sat konkurrenten Lantus til vægs. Samtidig fortæller Novo Nordisks forskningschef til Ritzau Finans udsendte medarbejder, at man vil ansætte 500 ekstra sælgere for at sætte skub i salget af Tresiba, når midlet bliver godkendt.
Kun to af de 20 aktier i C20 ligger lavere mandag middag. Værst ser det ud for Vestas, der falder 1 pct. til kurs 32,36 trods offentliggørelsen af en ordre til Kina på 48 megawatt. Derudover ligger Topdanmark 0,3 pct. lavere i kurs 965.
/ritzau/FINANS
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk