Aktier/middag: ISS dumper ned i bunden i nervøst marked

Udgivet den 21-02-2020  |  kl. 11:44  |  
Maersk

ISS rammer bunden af det danske eliteindeks ved middagstid fredag, hvor investorerne også fortsat har hånden på salgsknappen.

C25-indekset falder i hvert fald 0,5 pct. til 1366,98, og dermed følger det danske eliteindeks de ledende indeks i Europa fredag.

- Det er stadig spredningsfrygten for coronavirusset, der spøger. Det er med til at trykke stemningen både i Danmark og resten af Europa, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver hos Jyske Bank, til Ritzau Finans.

Han nævner også, at en punkterende rentemelding fra den amerikanske centralbanks næstformand var med til at trykke de amerikanske aktier torsdag aften.

- Han var ude at indikere, at markedet måske er lidt for positivt på, hvor aggressiv Federal Reserve vil være med rentenedsættelserne. Det kan måske også spøge lidt på vores breddegrader i dag, siger Martin Munk.

ISS DUMPER NED I BUNDEN EFTER USIKKERHED

Servicekoncernen ISS er bundskraberen i eliteindekset med et fald på 3,5 pct. til 159,15 kr. Onsdag eftermiddag oplyste selskabet, at det har været udsat for et hackerangreb.

Mere præcist blev ISS ramt af et malware-angreb, og selskabet lukkede herefter ned for delte it-services på tværs af kontorer og lande for at isolere hændelsen. Hovedårsagen er ifølge selskabet fundet, og der arbejdes nu på at genoprette systemerne.

- Jeg tror stadigvæk, at det skaber noget usikkerhed og volatilitet omkring ISS. Vi har nogle sammenligningsdata fra dengang Demant og Mærsk blev ramt, og vi vurderer ikke, at ISS er nær så hårdt ramt qua det, de arbejder med, siger Martin Munk.

- Men det skaber helt sikkert noget usikkerhed for, hvor hårdt det præcist rammer. Der er også et regnskab på vej i næste uge, og nogle justerer måske lidt til i aktien forud for det, fortsætter senioraktierådgiveren.

Ørsted er omvendt iført førertrøjen fredag middag, hvor aktien i energikoncernen stiger 0,7 pct. til 766,40 kr. på trods af manglen på selskabsspecifikt nyt.

- Der er ikke noget nyt som sådan, men vi må konstatere, at aktien har været ret immun over for udbruddet af coronavirusset. Aktien er også stadig lidt en darling omkring temaet bæredygtighed for mange porteføljeforvaltere, siger Martin Munk.

Chr. Hansen følger efter med et kurshop på 0,4 pct. til 548,40 kr.

Selskabets investorer har fået nyt fra den hollandske konkurrent DSM, der køber det danske selskab Glycom, som laver ingredienser til blandt andet modermælkserstatning, for 765 mio. euro - svarende til 5,7 mia. kr.

FLSMIDTH VENDER MINUS TIL PLUS

FLSmidth-aktien hang lidt i bremsen fredag morgen, men ved middagstid er den negative udvikling vendt til et plus på 0,5 pct. til 249,10 kr.

Fredag morgen kom det frem, at FLSmidth har modtaget en ordre til en værdi af 360 mio. kr. i Hviderusland på udstyr til en kaliummine. Ordren, der bogføres i første kvartal, er afgivet af Slavkaliy.

Lundbeck ligger også til med en lille stigning på 0,3 pct. til 269,30 kr., mens investorerne venter på nyt fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.

FDA ventes at komme med en tilbagemelding omkring Eptinezumabs eventuelle markedsføringsgodkendelse over for forebyggelse af migræne i løbet af fredagen.

MÆRSK OG GENMAB GÅR HVER SIN VEJ

A.P. Møller-Mærsk fortsætter omvendt med et fald på 0,9 pct. til 8154 kr. for B-aktien nedturen efter torsdagens halvsvage regnskab og kursderoute på 3,8 pct.

- Vi er lidt skuffede over selskabets forventninger til 2020. Selv om ledelsen kommunikerede noget konservatisme, og at coronavirusset er indeholdt i prognosen, så synes vi, at den er til den svage side. Det er i hvert fald det, der gør, at vi fortsat har en "hold"-anbefaling af aktien, siger Martin Munk fra Jyske Bank.

I kølvandet af regnskabet har A.P. Møller-Mærsk fået justeret kursmålet hos en lang række børshuse, der alle holder fast i deres respektive anbefalinger. Der er tale om justeringer både op og ned.

Genmab-aktien lægger lidt til torsdagens kursgevinst på 3,9 pct., idet investorerne sender biotekaktien op med 0,2 pct. til 1702 kr. fredag middag.

Børshuset Bryan Garnier har i kølvandet af offentliggørelsen af årsregnskabet, der blev præsenteret onsdag efter lukketid, løftet sit kursmål for Genmab-aktien til 1900 fra 1600 kr. Anbefalingen er uændret "køb", viser data fra Bloomberg News.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder