Aktier/middag: Lille revanche til Novo mens Zealand presses af gevinsthjemtagning

Udgivet den 13-03-2025  |  kl. 11:27  |  
Arkiv: Foto

Novo Nordisk får lidt revanche i toppen af C25-indekset torsdag efter en svær periode, mens Zealand Pharma sendes den stik modsatte vej, hvor investorerne øjner gevinsthjemtagning efter onsdagens himmelflugt.

Det sker på en ellers ganske nyhedstynd dag, hvor handlerne kan tage sig en puster efter en travl periode.

- Det er en pæn stille dag. Nu har vi været inde i nogle dage med kæmpe nyheder både på makrosiden og på selskabssiden, som har rykket på markederne. I dag er det så relativt stille særligt på den globale bane, hvor vi heller ikke har fået voldsomme nyheder fra USA, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.

- Men jeg tror også, at der ligger mange spændende ting forude, som man positionerer sig hen mod. Der er mange ubesvarede spørgsmål i øjeblikket med hensyn til tariffer og krigen i Ukraine, siger chefhandleren videre.

For C25-indekset går det kort før middag frem med 0,6 pct. til 1760,32.

ZEALAND FÅR ANALYTIKERNYT EFTER STOR AFTALE OG KÆMPESTIGNING

Zealand Pharma var den helt store kursraket onsdag og kunne notere sig den største endagsstigning for en aktie i C25-indeksets historie. Den skete efter nyheden om en aftale med Roche for det mulige vægttabsmiddel Petrelintid.

Anbefalingen af aktien i Zealand Pharma er efterfølgende blevet løftet til "køb" fra neutrale "hold" af SEB Bank.

Kursmålet er sideløbende også blevet sat op med 6 pct. til 850 kr. fra førhen 800 kr., viser data fra Bloomberg News.

Også DNB har skruet på kursmålet og løfter til 1150 kr. fra 1010 kr., mens anbefalingen "køb" gentages.

Aktien steg samlet 37,9 pct. onsdag, og dermed slog Zealand Pharma sin egen rekord blandt C25-selskaberne, da selskabet også stod for den hidtidige kursrekord med sin stigning 26. februar 2024 på 35,7 pct.

Torsdag lader investorerne imidlertid til at hive gevinster ud, og det sender aktien til bunds i C25-indekset med et minus på 7,3 pct. til 625 kr.

KØBSMULIGHED I NOVO

For fedmekollegaen Novo Nordisk var aftalen imidlertid negativt nyt, og de seneste dages kursderoute giver mulighed for en god handel.

Det vurderer finanshuset Kepler Cheuvreux, som ifølge Bloomberg News har hævet sin anbefaling af aktien til "køb" fra "hold".

Novo-aktien krydsede onsdag en kedelig milepæl efter femte handelsdag i træk med fald. Kursen er nu mere end halveret fra toppunktet på 1028 kr. i juni sidste år. Dengang var markedsværdien af Novo over 4500 mia. kr., mens den nu er faldet til lidt over 2250 mia. kr. Alene onsdag faldt markedsværdien med lidt over 100 mia. kr.

Novo stiger torsdag 4,7 pct. til 531,50 kr., hvilket giver en plads i toppen af C25-indekset.

COLOPLAST FÅR HÆVET ANBEFALING

Coloplast har fået løftet anbefalingen til "neutral" fra "underperform" hos amerikanske JPMorgan, som fastholder kursmålet på 700 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.

Coloplast-aktien falder med små 0,1 pct. til 729,20 kr.

Pandora er under en smule teknisk pres torsdag, da der fragår et udbytte på 20 kr. per aktie.

Smykke-aktien smider dog blot 0,4 pct. - svarende til 5 kr. - til 1123,50 kr.

På regnskabsfronten er der gang i den uden for C25-indekset, hvor Columbus IT endte 2024 med en organisk omsætningsvækst på 7 pct. og en EBITDA-margin på 9,2 pct., viser årsregnskabet torsdag.

For det nye år venter it-selskabet at nå en organisk vækst på 7-9 pct. samt en EBITDA-margin på 10-12 pct, mens selskabet også gentager ønsket om at finde en ny ejer. It-aktien stiger 1,6 pct. til 12,50 kr.

Hos industrivirksomheden Roblon fastholdes forventningerne til regnskabsåret 2024/25 efter et første kvartal, som ifølge selskabet er realiseret på det forventede niveau. Aktien falder 2,5 pct. til 98,50 kr.

.\\˙ MarketWire

Frederik Olling Milbæk

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder