USA/tendens: Skifter retning - frygt for handelskrig og nedlukning har taget over

Udgivet den 13-03-2025  |  kl. 13:57  |  

Efter en overvejende positiv udvikling i onsdagens handel ser det amerikanske aktiemarked ud til at dreje tilbage i minus, når børserne i New York åbner for handel torsdag eftermiddag - en time før normalt på grund af amerikansk sommertid.

Futures for de tre store amerikanske aktieindeks falder frem mod handelsstart med 0,2 pct. for det brede S&P 500-indeks, med 0,3 pct. for det teknologidominerede Nasdaq-Indeks, og med 0,1 pct. for de tunge aktiers Dow Jones-indeks.

Onsdag slukkede S&P 500-indekset med et plus på 0,5 pct., mens Dow Jones faldt 0,2 pct., og Nasdaq steg mest med 1,2 pct. Ikke mindst drevet af fremgang i store navne som Nvidia og Tesla, som har været presset de seneste uger.

Mens handelsstemningen onsdag var positivt præget af en overraskende mild udvikling i de amerikanske forbrugerpriser i februar, så er det ifølge nyhedsbureauet Reuters igen frygten for konsekvenserne af den amerikanske præsident Donald Trumps handelskrig, som har overtaget blandt handlerne.

ÆTSENDE COCKTAIL

Også risikoen for nedlukning af føderale aktiviteter som følge af akutte budgetproblemer giver ifølge nyhedsbureauet anledning til mismod. Det er Demokraterne i det ene af kongressens to kamre - Senatet - som plæderer for en kort forlængelse af budgetloven for at vinde plads til mere grundige budgetforhandlinger.

- Risikoen for en føderal nedlukning bidrager til den ætsende cocktail af politiske usikkerhed. Oven i alt det andet, er det måske halmstrået, som knækker kamelens ryg, siger Ben Laidler, chef for aktiestrategi hos Bradesco BBI til Reuters.

Den seneste udvikling i Trumps handelskrig er truslen om yderligere told på import fra EU, hvis EU vedtager gengældelsestold på amerikanske varer i næste måned. Donald Trump har på sit sociale medie Truth Social truet med told på vin og champagne og andre alkoholholdige produkter fra Europa. Toldsatsen, som Trump nævner, er på 200 pct.

FREMGANG FOR DISCOUNT

Selskabsspecifikt er der i formarkedet fremgang til Dollar General på 4,8 pct., efter at discountkæden har fremlagt en salgsprognose, som overrasker positivt ifølge markedets forventninger. Dollar General ser en vækst i det sammenlignelige salg på 1,2-2,2 pct. i 2025 sammenholdt med en forventning på en vækst på 1,76 pct. ifølge Bloomberg News. Også salget i kædens fjerde kvartal overhaler markedsestimaterne.

Omvendt taber American Eagle Outfitters 6,2 pct. i formarkedet efter fremlæggelse af et kvartalsregnskab med en skuffende prognose i driftsoverskuddet i første kvartal, som overskygger en mere positiv udvikling end ventet i indtjeningen i fjerde kvartal for tøjkæden.

Dertil er aktien belastet af nedjusterede kursmål fra en kvartet af store finanshuse: JPMorgan, TC Cowen Telsey og UBS. Holder den negative udvikling gennem den ordinære handel sigter aktien mod sit laveste niveau siden oktober 2022.

TAB OG VIND I TEKNOLOGI

Intel løftes 12,3 pct. i formarkedet, efter at chipproducenten har fundet en afløser til topchefposten i Lip-Bu Tan, der skal redde det kriseramte selskab ud af en svær situation. Lip-Bu Tan tager over for Pat Gelsinger, der sidst i 2024 blev fyret efter tre år på posten og en gedigen kursnedtur i perioden.

Beslutningen, der blev offentliggjort onsdag efter amerikansk børslukning, vakte begejstring i eftermarkedet. Sidenhen har også analytikerkorpset tygget på udskiftningen, der betragtes som en gevinst for Intel.

Omvendt taber Adobe 6,8 pct., da softwarekoncernens prognose - som blev lagt frem efter børslukketid onsdag - for det igangværende andet kvartal langt fra var et festfyrværkeri.

Adobe, der blandt andet er kendt for sin PDF-software, Acrobat, og for programmer til medie- og billedhåndtering Photoshop og Lightroom, regner med en omsætning i andet kvartal på 5,77-5,82 mia. dollar, mens det justerede overskud per aktie ses lande i 4,95-5,00 dollar.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder