Aktier/middag: Revance til Chr. Hansen i grønt eliteindeks

Udgivet den 14-10-2019  |  kl. 11:52  |  
Arkiv: Foto

Revanche til Chr. Hansen og beroligende beretninger til Demant-investorerne trækker mandag middag det danske C25-indeks i regulært plus efter en lidt nølende start på ugens handel.

C25-indekset ligger 0,5 pct. højere i 1122,93 med stigninger til ingrediensselskabet Chr. Hansen på 3,7 pct. til 538,80 kr. og på 2,7 pct. til 168,45 kr. til høreapparatselskabet Demant.

- Der er ikke egentlige nyheder fremme om Chr. Hansen, så mon ikke det er et rekyl efter en rigtig dårlig uge for aktien, konstaterer aktiechef i ABG Sundal Collier Tue Østergaard.

Chr. Hansen kom torsdag i sidste uge med et regnskab for sit fjerde kvartal, der også omfattede en grimt skuffende prognose for væksten i det nye regnskabsår. Aktien reagerede med et fald på 9,2 samme torsdag og et fald på 1,2 pct. dagen efter.

- Den har haft det rigtig svært. Men typisk er det sådan for Chr. Hansen, at når der kommer regnskab, så falder den, og så går det op i mellemtiden. Det har faktisk været ret påfaldende, forklarer Tue Østergaard.

- Du skal være opmærksom op, at det sker under ret stor handel. Der er nogen, der køber rigtigt ind i aktien. Det er ikke bare lidt - der er handlet for 121 mio. kr., og det må være udlandet, som køber, tilføjer han.

DEMANT TILBAGE I SPORET

Stigningen for Demant ser aktiechefen som en positiv reaktion på fredagens oplysning fra selskabet om, at it-infrastrukturen nu er normaliseret, efter at Demant i starten af september blev ramt af et hackerangreb.

Forretningskritiske systemer, applikationer og servere i alle regioner og forretningsområder er gendannet og genaktiveret, oplyste selskabet og fastholdt sin foreløbige vurdering om, at angrebet vil have en negativ finansiel effekt på det rapporterede resultat af primær drift, EBIT, for året på 550-650 mio. kr.

- De siger, at "det var det - nu kører vi videre". Det er der nogle, der har ventet på i markedet. Vi venter nu mere på de VA-tal, der skal komme i dag eller i morgen. Og så har konkurrenten Sonova kapitalmarkedsdag i morgen, siger Tue Østergaard og tilføjer høreapparatkonferencen EUHA, som holdes i indeværende uge, som endnu et fokuspunkt.

VA-tallene oplyser om høreapparatselskabernes markedsandel i den vigtige afsætningskanal, der distribuerer høreapparater til amerikanske krigsveteraner. Tallene er også af stor betydning for den anden danske, børsnoterede høreapparatvirksomhed, GN, som mandag middag stiger 2,0 pct. til 273,70 kr.

Norske DNB har desuden løftet anbefalingen af GN-aktien til "køb" fra "hold", ligesom kursmålet er hævet til 330 kr. fra 320 kr.

NEDJUSTERING TRYKKER FORTSAT FLSMIDTH

I bunden af C25 ligger FLSmidth med et tab på 4,8 pct. til 222,50 kr. Ingeniøraktien er belastet af fredagens nedjustering af forventningerne til indtjeningsmarginen på EBITA-niveau på grund af ændring i produktmikset.

Efterfølgende har en række finanshuse nedjusteret kursmål og anbefalinger for aktien.

JPMorgan har skåret 17 pct. af kursmålet til 300 kr. fra 360 kr. ABG Sundal Collier har trukket 20 kr. af kursmålet til 280 kr., og Nordea har nedjusteret anbefalingen til "hold" fra "køb". Kepler Chevreux har sænket kursmålet for aktien til 250 kr. fra 315 kr.

Ud over nedjusteringen kan aktien været negativt påvirket af skuffende kinesiske handelstal offentliggjort mandag morgen. Eksporten i september faldt 0,7 pct. målt i yuan. Ifølge Bloomberg News havde økonomerne ventet en stigning på 1,5 pct. Importen i september faldt 6,2 pct. i yuan mod et ventet fald på 2,3 pct.

Samme data kan også være baggrunden for et minus til Mærsk, som for B-aktien er på 1,1 pct. til 7826 kr. trods fredagens og weekenden positive signaler om muligheden for delvis handelsfred mellem USA og Kina.

- Jeg tror, at det er et udtryk for, at det her er meget, meget midlertidig. Og vi er blevet lidt skræmte over for at tro på noget. Og så skal du være opmærksom på de meget dårlige import- og eksporttal ud af Kina, noterer Tue Østergaard.

ØRSTED FÅR INDLEDT DÆKNING AF WELLS FARGO

Blandt dagens impulser fra finanshusene er også Wells Fargos nystartede overvågning af energikoncernen Ørsted. Det sker med den positive anbefaling "outperform" og et kursmål på 750 kr. Ørsted-aktien ligger mandag middag 0,8 pct. højere i 628,80 kr.

Danske Bank får også del i opmærksomheden efter en stribe analyseændringer, og aktien falder 1,2 pct. 94,06 kr.

Deutsche Bank har sænket kursmålet til 110,10 kr. fra 115 kr., mens anbefalingen "hold" gentages, og Kepler Cheuvreux har ligeledes skåret kursmålet til 145 kr. fra 155 kr.

Tyske Berenberg har desuden sænket kursmålet for Nordea-aktien til 80 svenske kr. svarende til 55,10 kr. Hidtil lød målet på 90 svenske kr. Anbefalingen af bankaktien er fortsat "køb".

Aktien falder 2,5 pct. til. 47,16 kr. mandag middag.

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder