Aktier/middag: Trump-påvirkning trykker fortsat Europa og grønne aktier

Udgivet den 16-07-2024  |  kl. 11:49  |  
Maersk

Mærsk-aktierne er blandt de få positive indslag i et ellers rødt dansk aktiemarked tirsdag middag, hvor energiselskabet Ørsted og vindmølleproducenten Vestas atter bliver sendt ned.

De europæiske markeder får overordnet set ikke samme positive påvirkning fra det nuværende fokus på det amerikanske præsidentvalg, som de amerikanske markeder oplever, i takt med at Donald Trump i stigende grad ser ud til at være favorit til at overtage posten i Det Hvide Hus.

Tirsdagen byder ikke på danske regnskaber, men dagens regnskaber fra to svenske storbanker giver fokus på de danske kolleger. C25-indekset falder sidst på formiddagen med 0,5 pct. til 1953,92 efter et tungt fald på 1,8 pct. mandag.

Med til at holde indeksets nedtur begrænset er Mærsk-aktierne. B-aktien stiger med 1,8 pct. til 11.095 kr., og A-aktien går 1,6 pct. frem til 10.860 kr.

Med til at trække op er et løftet kursmål hos Goldman Sachs, der har skruet op til 12.000 kr. fra 11.500 kr., mens anbefalingen fortsat er "neutral" ifølge data fra Bloomberg News.

Også Bavarian Nordic og Zealand Pharma trækker op med pæne plusser uden nævneværdige selskabsspecifikke nyheder som forklaring.

- I går var en speciel dag, da det var åbningen efter attentatforsøget, hvor man virkelig så en divergens mellem USA og Europa. USA klarede sig fornuftigt, mens Europa blev ramt på grund af frygt for opstramning af regulering på særligt det grønne område, siger Otto Friedrichsen, der er aktiechef hos Formuepleje, til MarketWire.

- Markedet vurderer iskoldt, hvad sandsynligheden for - hvor stor chancen er for - at Donald Trump vinder valget. Vinder han, er vi ude i et scenarie med uændret eller lavere skat, hvilket er godt for virksomhederne, og vi er ude i risiko for handelskrig eller højere toldtariffer samt en finanspolitik, der i hvert fald som minimum ikke strammet op. Det er inflationært, og det peger mod højere renter, fortsætter han.

Han peger desuden på, at også regnskaber fra Burberry, Swatch, Hugo Boss og Rio Tinto de seneste dage har været med til at lægge ekstra pres på det europæiske marked og øge forskellen til USA, hvor aktierne igen steg mandag.

FORTSAT MODVIND TIL GRØNNE AKTIER

Herhjemme og i USA gik det særligt hårdt ud over de grønne aktier mandag, hvor Ørsted og Vestas på det danske marked led under tunge dyk som følge af Donald Trumps kritiske tilgang til vedvarende energi og i særdeleshed havvindmølleparker ud for den amerikanske kyst.

I USA betød det mandag aften dansk tid dyk til Vestas-rivalen GN Vernova, og også energiudvikleren Nextera blev sendt i skammekrogen af de øgede forventninger til, at Donald Trump vil vinde præsidentvalget.

Tirsdag middag bakker Ørsted med 0,7 pct. til 388,80 kr. efter et dyk på 5,5 pct. mandag, og Vestas sætter sig 0,7 pct. til 156,45 kr. efter sin nedtur på 6,4 pct. mandag.

Nordea fik også klø mandag trods et ellers overordnet pænt regnskab for andet kvartal. Men uden udsigt til aktietilbagekøb gik investorerne alligevel skuffede hjem.

Tirsdag er aktien sammen med Danske Bank igen under lup på grund af kvartalsrapporter fra de svenske kolleger Swedbank og SEB.

Danske Bank falder med 0,7 pct. til 200,50 kr., mens Nordea efter mandagens dyk på 4 pct. stiger med 0,2 pct. til 78,76 kr. tirsdag.

NORDEN FÅR SÆNKET KURSMÅL - MEN ABG SER STADIG STORT POTENTIALE

Rederiet Norden har fået sænket kursmålet hos finanshuset ABG Sundal Collier, der nu aktien ramme 437 kr. på et års sigt mod tidligere 459 kr.

Det nye kursmål rummer dog fortsat et potentiale på 50 pct. i forhold til mandagens lukkekurs, og finanshuset gentager derfor også anbefalingen "køb" af aktien.

Norden stiger med 7 pct. til 311 kr.

Parken, der står bag fodboldklubben FC København, kan måske få fyldt lidt penge i kassen, da FCK måske er på vej mod et salg af forsvarsspilleren Denis Vavro. Informationerne kommer ifølge Ritzau fra spilleren selv.

Parken-aktien stiger med 0,9 pct. til 113 kr.

En væsentlig kunde hos danske FLSmidth, verdens største mineselskab Rio Tinto, melder om en afdæmpet kinesisk efterspørgsel i sit regnskab for andet kvartal og første halvår.

Selskabets prognose for den samlede kobberproduktion over året skuffer, mens bekymringer for jernpriserne er med til at sende aktien ned på børsen i Sydney.

Det smitter også af på FLSmidth, som leverer udstyr til selskabet. Aktien i den danske ingeniørkoncern falder med 0,4 pct. til 336,60 kr. tirsdag middag.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

17:53 Europa/lukning: Polsk supermarked ned efter skuffende salg - danske aktier i top
17:11 Fredagens obligationer: Powell beroligede markedet og renten faldt
17:04 Fredagens aktier: Plusdag hjulpet af Powell med DSV i bund og Unibrew i top
16:34 Økonomer: Powell åbner døren på vid gab for rentenedsættelse
15:45 USA/åbning: Positive toner som ventet inden Powell-tale
14:34 USA/tendens: Udsigt til positiv åbning i venten på Powell-tale
13:34 DSV kan løfte indtjeningen markant med et opkøb af DB Schenker spår Bernstein
12:27 Europa/aktier: Polsk supermarked leverer skuffende salg - danske aktier i top
12:05 Unibrews finansdirektør: Man skal ikke lægge for meget i en enkelt måned med se på hele året
12:02 Obligationer/middag: Obligationsmarkedet afventer Powells tale i eftermiddag
11:57 Aktier/middag: DSV går til bunds efter rygter om skærpet budkrig
11:49 DSV er stadig favorit til DB Schenker-opkøb hos Sydbank: Kursfald skyldes tæt kapløb
10:40 DSV er stadig favorit til at overtage DB Schenker, mener Nordnet
10:38 ALK's topchef om næste pollensæson: Venter et normalår
10:27 DSV har ifølge medie budt over 104 mia. kr. på DB Schenker
10:17 ALK's finansdirektør om 2025-mål: Vi er ret fortrøstningsfulde
09:40 ALK's topchef om høj vækst: Dejligt at se at volumenerne udvikler sig som de skal
09:31 Huscompagniets topchef: Gang i boligsalget og styr på inflationen
09:18 Aktier/åbning: ALK spurter frem efter opjustering mens C25 åbner fladt før Powell-tale
09:09 Fragtraterne vender tilbage til trenden med nedgang