Zealand Pharma får indledt dækning hos DNB - ser stort potentiale i fedmekandidat
Zealand Pharma kan tilføje endnu en købsanbefaling til rækken, efter at det norske finanshus DNB Markets har indledt analysedækning af det danske biotekselskab med den positive anbefaling.
Hos DNB dækkes aktien af analytiker Rune Majlund Dahl, som har sat kursmålet til 1050 kr.
Det er 37 pct. over lukkekursen for aktien onsdag.
Begrundelsen for den positive anbefaling er høje forventninger til amylinanalogen Petrelintid. Og på den front kan der vente en lukrativ partneraftale snart, vurderer DNB.
- Vi ser Petrelintid som den potentielt først og bedste i klassen inden for amylinanaloger, der giver effekt på niveau med GLP-1-analoger, men med meget bedre tolerabilitets- og vægttabssammensætning, skriver Rune Majlund Dahl blandt andet i et analysenotat.
Han peger samtidig på schweiziske Roche som den mest sandsynlige partner for Zealand Pharma på området.
Ifølge Bloomberg News har 15 finanshuse dækning af Zealand Pharma-aktien, og 12 anbefaler "køb", mens de resterende tre anbefaler "hold".
Zealand Pharma-aktien har fra åbningen torsdag lagt sig i toppen af det danske C25-indeks med et plus på 2,4 pct. til 783 kr.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›