Aktier/tendens: Neutral start i vente i manglen på tunge tal

Udgivet den 07-01-2013  |  kl. 08:17  |  

Der er lagt op til en neutral start for aktiemarkedet mandag, da der ikke er de store nøgletal i kikkerten. Trods et svagt faldende marked i Asien peger de europæiske aktiefutures en smule opad. A.P. Møller - Mærsk kan komme i positivt fokus fra start efter stigninger for rederierne i Asien og håbet om, at forretningen inden for kølecontainerne kan gennemføre markante ratestigninger.

Det toneangivende C20-indeks steg pænt sidste uge fra 496,16 til 513,09. Og er kun knap 4 point fra indeksrekorden. Den seneste af slagsen målt på lukkekurs blev sat i 2007.

- Det ligner en stille start på ugen, hvor der kan komme lidt gevinsthjemtagning. Det er det billede, vi ser i Asien. Novo Nordisk kan dog trække opad, siger afdelingschef for aktier hos Sydbank, Ole Kjær Jensen, til Ritzau Finans med henvisning til forventningerne fra Novos konkurrent Eli Lilly, der kom fredag.

Eli Lilly venter et resultat på 4,03 til 4,18 dollar per aktie i 2013 og 3,75 til 3,90 justeret for særlige poster. Ifølge Bloomberg ventede markedet 3,71 dollar. Den positive melding sendte Novo Nordisk op med 1,3 pct. fredag til 950,50 kr. mens Eli Lilly steg 3,7 pct. til 51,56 dollar.

- Noget af effekten kom i fredags, men der kan godt komme yderligere medvind, siger Ole Kjær Jensen.

A.P. Møller - Mærsk kan komme i fokus, da branchekollegerne i containermarkeder i Asien er steget pænt natten til mandag. China Cosco steg 5,7 pct., Neptune Orient Lines 2,1 pct. og Mitsui OSK 1,5 pct.

Derudover skiver Dagbladet Børsen, at rederiet kan forbedre resultatet med 1 mia. dollar i 2013, hvis en stor ratestigning på reefer, kølecontainere, går igennem. Maersk Line varslede ratestingen på 1500 dollar per container den 1. januar. Rederiet sidder på omkring 25 pct. af markedet for denne type containere og reefersegmentet udgør ifølge Børsen cirka 20 pct. af omsætningen i Maersk Line.

- Hvis de bare får 30 pct. succes med rateforhøjelsen, så svarer det til, at de tjener det samme, som hele Maersk Line tjente sidste år - bare på den her del af forretningen - oven i det de måtte have tjent i forvejen, udtaler Finn Bjarke Petersen, shippinganalytiker hos Nordea, til dagbladet Børsen.

Maersk Line har dog vinteren igennem forsøgt at gennemføre markante ratestigninger på ruten fra Asien til Europa, men de er hver gang blevet vasket bort grundet den store konkurrence på ruten.

SAS kan også tiltrække sig opmærksomhed, da man har anklaget lavprisrivalen Ryanair for at fuske med sine indberetninger af vægten på flyene for at manipulere afgifterne til staten lavere. Også i Tyskland er en sag på vej mod Ryanair.

- Vi finder det selvfølgelig ikke rimeligt, hvis Ryanair omgår reglerne og slipper billigere, mens vi og andre luftfartsselskaber, der følger reglerne, skal betale regningen, siger Lars Andersen, direktør for Public Affairs i SAS, til Berlingske Business.

Derudover viser tal fra Flightstat ifølge branchemediet Stand By, at SAS er i top tre over de mest punktlige flyselskaber i Europa i 2012. Punktligheden er er kernekonkurrenceparameter for SAS.

Investorerne i Bang & Olufsen kan begynde at røre på sig mandag forud for regnskabet for andet kvartal af regnskabsåret 2012/13, der landet onsdag. Her vil forventningerne være i fokus.

Kigger man fremover venter Ole Kjær Jensen, at regnskaberne fra USA vil tage fokus de kommende uger før de amerikanske forhandlinger om den finanspolitiske afgrund igen tager over. Den finanspolitiske afgrund blev til nytår udsat med to måneder.

- Lige nu rider vi stadig på en likviditetsbølge grundet starten på året og en tro på, at der kommer lidt gang i økonomien. Men vi kan hurtigt se det politiske spøgelse komme frem igen. Det næste tema bliver, hvad selskaberne forventer sig af 2013 og deres investeringsbehov. Men så vil den finanspolitiske afgrund igen tage over, siger Ole Kjær Jensen.

/ritzau/FINANS

Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk