Aktier/tendens: Udtalte fald i sigte efter panik på børserne i Asien - NY

Udgivet den 05-08-2024  |  kl. 08:39  |  
Arkiv: Foto

De danske aktiehandlere møder ind til massiv uro på finansmarkederne mandag, hvor det danske aktiemarkeds defensive karakteristika og Novo Nordisks modstandsdygtighed over for aktietumult skal stå sin prøve.

I Japan leder udviklingen tankerne hen mod et decideret børskrak.

Det toneangivende Nikkei 225-indeks er lukket over 12 pct. lavere - den største nedtur siden 1987 - og efter massive og tocifrede kursfald i de store japanske banker.

Futures peger på en mere afdæmpet negativ åbning i S&P 500-indekset i USA på 2,8 pct., mens den tyske DAX-future, der ofte er et godt pejlemærke for udviklingen herhjemme, falder med 1,8 pct. ved 8.30-tiden.

Udløseren for faldene var fredagens svage arbejdsmarkedsrapport fra USA, der viste sig klart dårligere end ventet på flere parametre og dermed igen understregede, at den amerikanske økonomi ser ud til at være hurtigt på vej ned i gear.

Frygten går på, at den amerikanske centralbank kommer for sent, og økonomien når at køre af sporet, hvis banken først lemper sin pengepolitik til september.

- Det undrer mig, at det går så vildt for sig. Det er teknologiaktierne og de japanske aktier, der falder. Det er især investeringer, der har været lidt for "crowdet" i lidt for lang tid. Det ville heller ikke undre mig, hvis Novo tog en tur ned i dag. Ikke fordi, at det er en dårlig virksomhed, men fordi det er noget af det, som folk har overinvesteret i, vuerderer Oskar Barner Bernhardtsen, investeringsstrateg i Saxo Bank, over forl MarketWire.

Fredag noterede det danske eliteindeks, C25, det største fald i knap to år på 2,5 pct. til 1946,99 og sluttede således handelsugen med en tilbagegang på 0,9 pct.

Novo Nordisk, der vægter klart mest af i C25-indekset, faldt 4,9 pct. til 871,30 kr. efter stigninger fire børsdage på stribe. Medicinalkæmpen, der fortsat har givet et positivt afkast på over 25 pct. i år, kommer med regnskab på onsdag.

Selskabsspecifikke nyheder tillægges dog næppe alt for megen vægt mandag morgen, hvor kursfaldene ventes at ramme bredt.

Hos Saxo Bank maner Oskar Barner Bernhardtsen dog til besindighed midt i nedturen.

- Der er panikstemning, og det er måske lidt mere voldsomt end en normal korrektion, men nu må vi se, hvad det udvikler sig til. Det er jo ikke, fordi der er krise på grund af den jobrapport, der var i fredags. Der bliver jo stadig skabt job, siger han.

NEDTUR TIL MÆRSK-RIVALER

Japanske rederiaktier falder tungt mandag morgen, og kan medvirke til fald i A.P. Møller-Mærsk, der tabte 3,3 pct. til 10.835 kr. fredag.

I samme transportsektor har DSV, der faldt 3,6 pct. til 1210, fået løftet sit kursmål hos amerikanske Citigroup til 1450 kr. fra 1350 kr. Samtidig gentages den positive anbefaling "køb", fremgik det sent fredag af data fra Bloomberg News.

Et løftet kursmål er der også til Lundbeck. Det er svenske SEB, der nu sigter efter 44 kr. mod tidligere 38 kr. Anbefalingen er dog fastholdt i neutralt terræn på "hold", fremgår det af data fra Bloomberg News.

B-aktien i Lundbeck faldt fredag 1,7 pct. til 42,80 kr.

Blandt de defensive aktier i C25 er Coloplast, der steg 0,3 pct. fredag til 898,20 kr., og Carlsberg, der lukkede 0,7 pct. højere i 835,40 kr.

Blandt sidepapirerne har Skako vundet sin største ordre nogensinde til en værdi af mere end 150 mio. kr. Aktien steg fredag 2,4 pct. til 68,60 kr.

Og transportkoncernen NTG har været på opkøb i Tyskland, hvor det overtager logistikfirmaet Schmalz+Schön Holding for knap 300 mio. kr.

I 2023 havde Schmalz+Schön en omsætning på 153,3 mio. euro og et driftsresultat før renter og skat (EBIT) på 10,4 mio. euro. NTG faldt fredag 3,4 pct. til 283,50 kr.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

15:57 USA/åbning: Positiv start på ugen efter fredagsflop
15:36 Tyske ansatte i vindmøllesektoren vil sikres mod unfair kinesisk konkurrence
15:08 Vestas skal for første gang levere havvindmøller til USA
14:29 Baltic Dry-indekset stiger med 0,9 pct. på ugens første dag
14:15 USA/tendens: Op på hesten igen
14:09 Svensk regering gør klar til mpox-vaccine fra Bavaian for op til 98 mio. kr.
14:00 Arbejdsgivere og ansatte i techindustrien i USA delt mellem Harris og Trump
13:18 Obligationer/middag: Fastholder indledende rentehop efter fredagens fald
13:12 Europa/aktier: Britisk betting-virksomhed topper den europæiske handel
11:46 Aktier/middag: Revanche til Rockwool bidrager til positiv ugestart efter mismodig fredag
11:36 Chefanalytiker: ECB's fremtidssignaler bliver det mest interessante på torsdagens rentemøde
11:09 Fransk computerspilproducent daler til laveste niveau i ti år - nye titler skuffer
10:13 Svenskerne har stigende tro på højere boligpriser efter ny rentesænkning i august
09:11 Aktier/åbning: Bavarian indtager bunden af let positivt C25 efter ledelsens aktiesalg
08:50 Storbank skruer op for Unibrews kursmål men sænker Carlsbergs
08:44 Ørsteds kursmål skæres til 450 kr. hos europæisk børshus
08:38 Obligationer/åbning: Renterne vender rundt og indhenter det tabte fra fredag
08:25 Aktier/tendens: Pandora og Unibrew i fokus med løftede kursmål før ventet positiv start
08:24 Unibrew får lagt 50 kr. til kursmålet hos Citi
08:06 Danmark: Betalingsbalancens overskud opjusteres kraftigt i juliopgørelse