Aktier/tendens: Vestas til eksamen efter kvartalsafslutning i ventet grøn start

Udgivet den 01-07-2024  |  kl. 08:23  |  
Carlsberg - Tank

Vestas kan indtage spotlyset mandag efter et netop afsluttet kvartal. Her præsterede vindmølleproducenten ni ordrer på målstregen, og det vil mandag blive evalueret af markedet.

Der er lagt op til revanche for det danske C25-indeks, der fredag faldt for tredje dag i træk - denne gang med 0,7 pct. til 1953,52. Mandag morgen ser det dog ud til at lysne.

I Tyskland stiger futuren for det tyske DAX-indeks, der normalt er et godt pejlemærke for udvikling herhjemme, med hele 1,1 pct., og i USA øger futures for de toneangivende aktieindeks i niveauet 0,2-0,4 pct.

Den gode stemning i Tyskland skyldes ifølge Bloomberg News, at første runde af det franske parlamentsvalg kun har budt på et lille forspring til højrefløjspartiet National Samling, hvilket nedbringer sandsynligheden for et absolut flertal til partiet.

Markedsdeltagerne vil mandag og resten af ugen desuden have fokus på den portugisiske by Sintra, hvorfra der traditionen tro holdes Den Europæiske Centralbanks årlige konference. I aften efter dansk børslukning taler centralbankens øverste, Christine Lagarde, og her vil der blive lyttet efter indikationer for pengepolitikkens retning.

VESTAS KÆMPER SIG I "ACCEPTABELT" NIVEAU

Vestas leverede fredag ni ordrer på i alt 830 megawatt og klarede sig lige netop "tilnærmelsesvis acceptabelt" ordremæssigt i andet kvartal.

I alt blev det til 2902 megawatt i andet kvartal mod 1802 megawatt i samme kvartal et år før.

- Vi ved, at ordreindgangen varierer meget mellem kvartalerne. Isoleret kæmper ordreindgangen i andet kvartal sig lige op i "tilnærmelsesvis acceptabelt" niveau, siger Jacob Pedersen i en kommentar.

- En begrænset ordreindgang fra USA - som nok skal vise sig med den høj aktivitet i de næste kvartaler - er en vigtig årsag, og i det lys ser ordreindgangen fra resten af verden faktisk ganske fin ud. Men det samlede indtryk i andet kvartal giver ikke anledning til at finde klaphatten frem, fortsætter han.

Vestas faldt fredag 3,2 pct. til 161,25 kr.

Carlsberg kan få kompensation for sit russiske bryggeri Baltika, der blev overtaget af den russiske stat i 2023. En ny sanktionspakke fra EU mod Rusland kan nemlig betyde en milliardkompensation til selskaber, der har tabt værdier i Rusland.

Det skriver Berlingske Business.

Hos Carlsberg er man opmærksom på de nye muligheder, der lige nu bliver vendt hos bryggeriets juridiske eksperter.

Carlsberg har som følge af den russiske overtagelse nedskrevet værdien på hele Baltika for i alt 47 mia. kr.

Fredag faldt aktien i Carlsberg med 1,2 pct. til 835,60 kr.

GUBRA-PARTNER INDLEDER FEDMESTUDIE

Gubras tyske partner Boehringer Ingelheim har sat gang i de indledende studier af et ny vægttabsmiddel, oplyser det danske selskab mandag morgen.

Der er tale om et fase 1-studie med lægemiddelkandidaten BI 3034701, der er det andet kliniske studie i samarbejdet mellem de to selskaber. Studiet ventes at være gennemført i andet halvår af 2025.

Fredag steg Gubra 6,3 pct. til 489 kr.

ALM. BRAND FRASÆLGER TIL NORSK SELSKAB

Alm. Brand har solgt sine energi- og marineaktiviteter til det norske forsikringsselskab Gard for 1,6 mia. kr.

Med salget justerer forsikringsselskabet sine forventningerne til 2024, hvor Energi & Marine ikke længere indregnes.

Der ses nu et forsikringsresultat på fortsættende aktiviteter på 1,15-1,35 mia. kr. for 2024 uden afløbsresultat i årets andet halvår mod tidligere 1,4-1,6 mia. kr. Prognosen for forsikringsresultatet for fortsættende aktiviteter er sat ned med 200 mio. kr.

I 2025 ventes nu et teknisk resultat på 1,85 mia. kr. mod tidligere 2,1 mia. kr., en Combined Ratio på 84,5 mod tidligere 84 samt en omkostningsprocent på 17 fra 16.

Fredag lukkede Alm. Brand i 13,84 kr. efter et fald på 0,1 pct.

RTX har nedjusteret sine forventninger til 2024 som følge af udskudte ordrer og en lavere efterspørgsel.

Selskabet venter nu en omsætning i niveauet 500-510 mio. kr. mod tidligere 580-630 mio. kr., mens forventningen til driftsoverskuddet før af- og nedskrivninger, EBITDA, sænkes til niveauet 0-10 mio. kr. fra 45-60 mio. kr.

For indtjeningen, EBIT, ses nu et underskud på minus 30-40 mio. kr. Her var forventningen før 5-20 mio. kr.

GN har fået skåret kursmålet til 226 kr. fra 267 kr. hos JPMorgan, der gentager anbefalingen "overvægt".

Aktien faldt fredag 1,4 pct. til 194,10 kr.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder