Aktier/tendens: Zealand i fokus efter rekord mens Coloplast kan stige på anbefaling
Zealand Pharma kan se frem til endnu en dag i søgelyset torsdag, efter at selskabet onsdag slog en bemærkelsesværdig aktierekord.
Med en stigning på 38 pct. tog aktien det største hop på en enkelt dag nogensinde for et C25-selskab. Den kom efter nyheden om en milliardaftale af den helt store slags med medicinalkæmpen Roche.
Det betød omvendt nedtur til Novo Nordisk, der er inde i en svær periode, og som også fortsat kan forvente investorernes opmærksomhed.
Også medicoselskabet Coloplast vil være på dagsordenen efter en hævet anbefaling.
For det samlede C25-indeks er der udsigt til en let negativ start, hvis man skal tro udviklingen i futures. Her peger pilen let ned for både det tyske DAX-indeks, der af og til bruges som rettesnor for Danmark, samt for de ledende amerikanske indeks.
Onsdag steg det danske eliteindeks samlet 0,4 pct. til 1750,76.
ZEALAND FÅR KØBSANBEFALING EFTER STOR AFTALE
Anbefalingen af aktien i Zealand Pharma er onsdag blevet løftet positive til "køb" fra neutrale "hold" af SEB Bank.
Kursmålet er sideløbende også blevet sat op med 6 pct. til 850 kr. fra førhen 800 kr., viser data fra Bloomberg News.
Den løftede anbefaling af biotekaktien kommer i kølvandet af, at Zealand Pharma var den helt store kursraket onsdag og kunne notere sig den største endagsstigning for en aktie i C25-indeksets historie. Den skete efter efter nyheden om en aftale med Roche for det mulige vægttabsmiddel Petrelintid.
Aktien steg samlet 37,9 pct. over dagen, og dermed slog Zealand Pharma sin egen rekord blandt C25-selskaberne, da selskabet også stod for den hidtidige kursrekord med sin stigning 26. februar 2024 på 35,7 pct.
Som et led i aftalen vil Zealand Pharma modtage 1,65 mia. dollar - svarende til 11,28 mia. kr. - i forudbetaling, mens den samlede aftale har en potentiel værdi af op mod 5,3 mia. dollar.
Der er registreret 16 finanshuses anbefalinger af aktien i Zealand Pharma, ifølge Bloomberg News. Heraf er 13 positive, tre er neutrale, og ingen er negative.
Det gennemsnitlige kursmål er samtidig på 927 kr., hvilket peger i retning af et kurspotentiale på næsten 40 pct.
For fedmekollegaen Novo Nordisk var aftalen imidlertid negativt nyt, og aktien faldt 4,3 pct. til 507,60 kr.
- Det er en supergod aftale for Zealand Pharma, som det også afspejles i kursreaktionen. Roche er et stort medicinalselskab, men det er meget tidligt i udviklingen med Petrelintid, så man kan diskutere, hvorvidt Novo-aktien skal falde så meget, lød det efterfølgende fra Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker i Sydbank.
COLOPLAST FÅR HØJERE ANBEFALING
Coloplast har fået løftet anbefalingen til "neutral" fra "underperform" hos amerikanske JPMorgan.
Kursmålet på 700 kr. fastholdes, fremgår det af data fra Bloomberg News.
JPMorgan har haft en negativ anbefaling af aktien siden 11. maj 2023.
Coloplast-aktien faldt onsdag 0,2 pct. til 730,20 kr.
Også Pandoras aktionærer har lidt at se frem til torsdag, hvor der fragår et udbytte på 20 kr. per aktie. Det kan sætte aktien under teknisk pres.
Pandora-aktien steg onsdag 0,2 pct. til 1128,50 kr.
Hertil er Roblon, Columbus , Fast Ejendom og Firstfarms regnskabsaktuelle torsdag.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›