Aktie/tendens: Indeksfald på 1,5 pct. i sigte i Europa
Torsdagens åbning vil være præget af nervøsitet og bekymringer. Efter europæisk lukketid er nervøsiteten på de globale finansmarkeder øget, idet den amerikanske centralbank har fremført en lidt hårdere retorik om den lempelige pengepolitik med opkøb af obligationer. Det er kombineret med skuffende erhvervstillidstal fra Kina, som skaber nervøsitet om vækstudsigterne. Alt i alt er der lagt op til indeksfald over 1 pct. på de store europæiske fondsbørser, og det kan smitte af på C20 Cap-indekset, som onsdag lukkede 0,66 pct. lavere i 559,45.
Nordea har fået opløftende meldinger fra JP Morgan. Det amerikanske finanshus hæver sin anbefaling på Nordea til overvægt fra neutral ifølge Bloomberg News. I samme ombæring bliver kursmålet løftet til 87 skr. fra 85 skr. Nordea-aktien faldt onsdag, efter at den svenske stat solgte en stor portion af sin beholdning af Nordea-aktier, og Nordea-aktien lukkede onsdag i 75,5 skr. På børsen i København faldt Nordea-aktien onsdag med 3,2 pct. til kurs 65,7 kr.
Novo Nordisk-aktien endte onsdag med et fald på 2,0 pct. til 887,5 kr. Kreditvurderingsbureauet S&P løftede onsdag med dansk lukketid sin kreditvurdering af Novo Nordisk til AA- fra A+. Udsigter blev sat på stabile. Det skrev Bloomberg News. S&P skrev, at Novo Nordisk ventes at nyde godt af det betydelige vækstpotentiale i de kommende år, og at Novo Nordisk kan klare sig bedre end markedet generelt.
A.P. Møller - Mærsk-investorerne har fået lidt nyt fra containertrafikken, idet trafikopgørelsen fra Container Trades Statistics viser, at containereksport fra Europa til Latinamerika fik et solidt løft på 6,5 pct. i april, mens trafikken fra Latinamerika til Europa steg 1,3 pct. i april. A.P. Møller - Mærsk lukkede onsdag med en stigning på 0,5 pct. i kurs 42.680 kr.
Vestas, som onsdag lukkede 0,7 pct. højere i kurs 74,75, har fået nyt for det kinesiske offshore marked, hvor Shanghai Electric Wind Energy, som er det kinesiske joint venture fra tyske Siemens, planlægger at erobre 30 pct. af det kinesiske offshore vindmarked i 2015.