Alm. Brand Bank - Rentekommentar

Udgivet den 27-04-2005  |  kl. 08:47  |  

NetPosten bringer i samarbejde med Alm. Brand Bank dagens kommentarer til markedet:

Den 10-årige danske rente nåede i går under 3,50%, hvilket er det laveste niveau hidtil set. Baggrunden var svage tyske Ifö-tal, tysk inflation på kun 1,4%, og en nedjustering af den tyske vækst i 2005 til kun 0,7%. I dagens løb faldt markedet lidt tilbage, men sluttede fortsat på høje niveauer.

De amerikanske tal var en blandet fornøjelse: Forbrugertilliden faldt i ventet omfang, mens salget af nye boliger steg med 12,2%, som er den største stigning siden 1993. Samtidig faldt gennemsnitsprisen på en ny bolig dog med hele 20.000$. Ergo stor omsætning til markant lavere priser. Måske er der tale om hamstring forud for en ventet rentestigning. Tallet giver ikke mulighed for en entydig konklusion.

I dag ventes franske erhvervstillidstal med spænding, men som omtalt i gårsdagens morgenkommentar synes pilen i forvejen at pege nedad i Europa. Der er desuden spænding forud for USAs BNP-tal for 1. kvartal, som kommer i morgen. Det vil her vise sig, om væksten er bøjet af i begyndelsen af 2005.

Udgivet af: NPinvestordk