Alm. Brand Markets - Rente- og Valutakommentar
NetPosten bringer i samarbejde med Alm. Brand Markets dagens kommentarer til markedet:
Obligationer
Det europæiske obligationsmarked åbnede tirsdag morgen uændret og handlede frem mod dagens tal for den tyske erhvervstillid i et snævert interval. Nøgletallet overraskede på opsiden og steg til 104,1 fra 103,4 i januar. Markedet havde på baggrund af den aftagende økonomiske situation i USA forventet et fald i indekset, og den 10-årige danske statsrente steg efterfølgende 5bp til 4,20 %. Tallene indikerer sammen med pæne stigninger i det tyske BNP for 4 kvartal 2007, at tyskland endnu ikke umiddelbart er påvirket af afmatningen i USA. December Euribor kontrakten priser her til morgen dog fortsat en tre måneders europæisk rente i 3,66 %, hvilket med et pengemarkedspread i omegnen af 35bp indikerer en europæisk reporente omkring 3,30 % ved årsskiftet.
Senere på eftermiddagen fik vi tal for de amerikanske producentpriser og forbrugertillid. Førstnævnte viste en stigning i kerneproducentpriserne på 0,4 % i januar svarende til en årlig stigningsrate på 2,3 %. Samtidig skuffede forbrugertilliden fortsat og faldt tirsdag til 75, det laveste niveau siden april 2003. Obligationerne hentede efterfølgende noget af det tabte, og aktierne faldt tilsvarende tilbage.
Der er en del nøgletal på programmet i dag, heriblandt M3 pengemængden i Eurozonen. I USA får vi ordrertal for varige forbrugsgoder samt salget af nye huse i januar. Senere går Ben Bernanke på talerstolen i Repræsentanternes Hus for at redegøre for den økonomiske situation i USA.
Valuta
Markedet oplevede lidt modsatrettede nøgletal over dagen i går. Fra Tyskland fik vi et opløftende IFO indeks, mens de amerikanske producentpriser var høje og forbrugertilliden overraskede til nedsiden. Alt i alt ret negative amerikanske tal. Det sendte EURUSD op over 1,5000. Niveauet her til morgen er 1,50015. I dag er det Bernankes testimony, som er i fokus. Af nøgletal kommer boligsalg og ordreindgang af varige goder. Af andre talere er Weber, Noyer og Bini Smaghi på banen fra ECB, mens Mishkin fra Fed taler klokken 16.
Aktiemarkedet positivt her fra morgenstunden. Både det amerikanske og asiatiske marked lukkede i plus. Yennen svækkedes vanen tro, mens schweizerfrancen er styrket i forhold til åbning i går.
Pundet er svækket lidt i forhold til euro, ligger pt. 0,7548. I dag kommer der BNP tal for 4. kvartal.
På skandies ligger svenske kroner uændret, mens norske kroner nyder godt af det høje olieprisniveau, EURNOK er faldet 0,5% siden åbning i går. Fra Sverige får vi her i formiddag en lang række mindre nøgletal, mens vi klokken 10 får norske ledighedstal.
Der kom overraskende høje forbrugerpriser fra Island i går.