Alm. Brand opjusterer

Udgivet den 11-06-2021  |  kl. 13:09  |  

Alm. Brand opjusterer forventningerne til resultatet for indeværende år til 700-750 mio. kr. mod tidligere 650-700 mio. kr.

Det oplyser selskabet samtidig med meddelelsen om købet af Codans danske forretning fra Tryg.

For Forsikring opjusteres forventningerne med 100 mio. kr. til 725 mio. kr. før skat.

- Opjusteringen følger af en generel positiv udvikling i den underliggende forsikringsdrift. Væksten er dog ikke kommet i gang helt så hurtigt som ventet efter genåbningen af samfundet, og vækstforventningerne til hele året er herefter 1,5-2,0 pct., idet fokus fortsat er på lønsom vækst, skriver selskabet.

For Pension ventes uændret et overskud på 100 mio. kr. før skat og en vækst i de løbende præmieindbetalinger på 3-4 pct.

For øvrige aktiviteter ændres forventningerne til et underskud på 100 mio. kr. mod tidligere 50 mio. kr. Ændringen følger primært af ventede omkostninger til eksterne rådgivere, der afholdes i forbindelse med det netop annoncerede køb af Codan.

- Vi leverer over forventning efter et par måneder med en god underliggende drift, færre storskader og gunstigt vejrlig, og derfor opjusterer vi forventningerne til året. Med et Alm. Brand i god form er udsigterne til det samlede resultat for 2021 derfor meget positive, siger administrerende direktør Rasmus Werner Nielsen.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Profit warning❯ 

Relaterede nyheder