Ambus topchef om markant vækst i endoskopidelen: Corona er skyllet ud af tallene

Udgivet den 31-08-2023  |  kl. 08:50  |  
Arkiv: Foto

Ambus vækstben, endoskopiløsninger, har gjort det forrygende i tredje kvartal, hvor forretningsbenet leverede en organisk vækst på hele 23 pct. og tocifrede vækstrater både i USA og Europa.

En af årsagerne er ikke mindst, at hospitalerne atter er kommet op i omdrejninger efter corona.

Det fortæller Ambus topchef, Britt Meelby Jensen, i et interview med MarketWire.

Endoskopiforretningen, der omfatter engangsskoper til kikkertundersøgelser, var ene om at sørge for en organisk vækst på gruppeniveau på 8 pct. i tredje kvartal, da de to øvrige forretningsben begge gik tilbage med 7 pct.

- Det, der vokser rigtigt stærkt, er primært vores øre, næse, hals og urologiforretning. Desuden er vi præget af det, jeg vil kalde en normalisering efter corona.

- I første halvår sammenlignede vi stadig op mod nogle kvartaler, hvor en del af vores kunder stadig havde store lagre, som de ikke havde fået brugt på grund af corona. Det har vi nu fået skyllet ud, og derfor er det en fin vækst, vi ser i markedet, siger Britt Meelby Jensen.

I første og andet kvartal voksede Ambus endoskopiforretning bare 3 og 11 pct., så der er tale om et markant væksthop til 23 pct. i tredje kvartal.

Ude på hospitalerne er aktiviteten ifølge Britt Meelby Jensen stadig også på vej op i gear.

- Vi kan se, at der helt klart er en stigning i aktiviteten og antallet af procedurer. Så det nærmer sig at være tilbage.

- Stadigvæk kan vi dog se, og det gælder både i Europa og USA, at hospitalerne er udfordret på en række parametre. For eksempel er personalemangel fortsat et problem flere steder. Men alt i alt ser vi et stigende antal procedurer, siger Britt Meelby Jensen.

ANÆSTESI OG PATIENTMONITORERING I TILBAGEGANG

I de øvrige to forretningsben, anæstesi og patientmonitorering, var Ambu udfordret i tredje kvartal af svære sammenligningstal.

- På den lange bane guider vi, at vi vokser med lave etcifrede vækstrater, og kigger man både tre og fem år tilbage er det også tilfældet. Men vi havde sidste år et tredje kvartal, hvor vi voksede 17 pct., så derfor er tallene lavere denne her gang. Men over et femårigt sigt er vi vokset 2-3 pct., og det passer meget godt med vores forventninger, siger Britt Meelby Jensen.

Hun ser generelt flere lyspunkter i perioden, herunder ikke mindst, at endoskopiforretningen er kommet op i gear.

Den ventes på den længere bane, at skulle vokse med 15-20 pct. om året.

I kvartalsregnskabet præciserer Ambu da også sin organiske vækstprognose til 6-8 pct. på koncernniveau fra tidligere 5-8 pct.

Og forventningerne til overskudsgraden blev allerede løftet til 5-6 pct. den 10. juli, hvor Ambu kom med foreløbige regnskabstal

Endelig har Ambu i torsdagens regnskab løftet sin prognose for årets frie pengestrømme til over 500 mio. kr. fra tidligere estimeret 350-450 mio. kr.

- Så jeg er meget tilfreds med, hvordan vi har fået rettet op på cash flowet, som jo var i fokus, da jeg tog over for et halvt år siden, siger Britt Meelby Jensen.

TRANSFORMATIONSPROGRAM FØLGER PLANEN

Også Ambus transformationsprogram, der skal løfte lønsomheden, skrider frem som planlagt, lyder meldingen.

- Det er program, som kører på tværs af forretningen, men vi er også nede i specifikke områder, hvor vi kigger på, at få indtjeningen op på en række produkter, hvor vi har haft ingen og lav indtjening.

I den forbindelse barsler Ambu med væsentlige prisforhøjelser på en række produkter inden for anæstesi og patientmonitorering.

- Og så reducerer vi kompleksiteten i forretningen. Blandt andet har vi besluttet at gå ud af 40 lande, som samlet har en omsætning på under 20 mio. kr., siger Britt Meelby Jensen.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

11:41 Aktier/middag: Mærsk anfører revanche i C25 inden vigtige inflationstal fra USA
11:34 Analytikere ser Vestas året starte i rødt i vanligt tyndt første kvartal
10:38 Kepler siger "køb" til Norden mod før "hold"
09:17 Aktier/åbning: Dansk aktierevanche fra start anført af Mærsk og GN
09:14 Mærsk kan se vigtigt rateindeks tage gevaldigt hop
09:07 Boozt gør underskud til overskud i årets tre første måneder
08:58 Coloplast og sårplejesektoren bløder oven på nye forslag til tilskud i USA
08:53 Obligationer/åbning: Renter falder tilbage forud mere inflationsnyt fra USA
08:34 Aktier/tendens: Grøn dag i sigte med fokus på Boozt, Coloplast og inflation
08:00 Uændret økologisk detailsalg
08:00 Byggebeskæftigelsen starter 2024 med et lille fald
07:44 Carnegie rundbarberer kursmålet for Mærsk - sættes ned med over 17 pct.
07:26 Yellen nedtoner skuffende væksttal - ser mulighed for oprevidering og lavere inflation
07:09 Råvarer: Olieprisen skyder i vejret - Yellen spår oprevidering af skuffende væksttal
07:07 Obligationer/tendens: Flad rente i sigte forud for endnu et inflationstal
06:55 Høreapparatproducenter opmærksomme på audiologmangel: Vi arbejder løbende på det
06:40 Asien: Investorer slutter ugen af med flotte stigninger
06:39 SEB ser fortsat stort potentiale i rederiet Norden trods lavere kursmål
06:34 Sådan går det Mærsks asiatiske peers fredag
06:33 Alphabet lover første udbytte samt stort aktietilbagekøb og belønnes i eftermarkedet