Ambu/Sydbank: Konkurrents godkendelse af nyt produkt kan være positivt

Udgivet den 16-12-2019  |  kl. 09:44  |  

Ambu kommer til at møde konkurrence fra den amerikanske gigant Boston Scientific på markedet for duodenoskoper til engangsbrug, der er et forretningsområde, som det danske medicoselskab har høje forventninger til.

Fredag fik den amerikanske konkurrent godkendt det nye duodenoskop, der bruges til kikkertundersøgelser via spiserøret af eksempelvis galdeblære og bugspytkirtel, af de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.

Boston Scientifics produkt er beregnet til kun at blive brugt én gang, hvilket skal reducere smittefaren ved brugen af duodenoskoper, og godkendelsen var langtfra en overraskelse.

- Det var i den grad ventet. Selskabet har jo annonceret, at de vil lancere et engangsduodenoskop ved årsskiftet, og det har gennemført flere studier med produktet. Det er var ventet, at produktet ville blive godkendt, og det er også min fornemmelse, at Boston Scientific nu står klar i startblokken til at lancere produktet, siger Søren Løntoft Hansen.

BOSTON SCIENTIFICS PRODUKT LANCERES FØRST

Ambu har et lignende produkt på vej, men selskabet forventer først at kunne lancere det i starten af tredje kvartal i det næste kalenderår, mens Boston Scientific forventer at starte en "begrænset lancering" i USA i løbet af første kvartal.

Dermed står konkurrentens produkt altså til at komme på markedet som det første fuldstændige engangsprodukt af den type, men det er ikke nødvendigvis en ulempe for Ambu, at en stor spiller er også trådt ind på markedet for duodenoskoper til engangsbrug.

- Umiddelbart skulle man jo synes, at det ville være skidt, når Ambu selv har annonceret, at det vil komme med sådan et produkt. Når jeg alligevel synes, at det er en positiv nyhed for Ambu, så hænger det sammen med, at Boston Scientific er så stort, at det kan bygge det her marked for Ambu - og sammen med Ambu - når det er klar til at lancere produktet.

- At Boston Scientific er en del af det her marked, er måske mere positivt for Ambu end det modsatte, siger Søren Løntoft Hansen, der er senioraktieanalytiker hos Sydbank.

Ambu har endnu ikke modtaget en godkendelse fra de amerikanske sundhedsmyndigheder. Sydbanks analytiker forventer, at det først vil ske til sommer, hvis selskabets studier med produktet går som planlagt.

AMBUS PRODUKT STÅR TIL AT FÅ LAVERE PRIS

Det danske selskab fremrykkede i november lanceringen af duodenoskopet med et par måneder, og det står nu til at komme i starten af tredje kvartal i kalenderåret 2020 - som altså strækker sig fra juli til udgangen af september.

- Man skal være klar over, at Ambu har en position på markedet for engangsendoskopi i forvejen. Inden for pulmonalendoskopi er der nogle hospitaler og nogle læger, der har fået øjnene op for den her type produkter. Ambu servicerer en del hospitaler, som har annonceret, at de helt eller delvist vil gå engangsvejen, og der står Ambu måske ganske godt i forhold til at få de hospitaler ind.

- I første omgang kan det måske godt synes at være skidt, at Boston Scientific kommer først med det her. Det gør det måske svære i nogle henseender, men man skal også huske på, at Ambu i forvejen spiller en rolle inden for endoskoper til engangsbrug, siger Søren Løntoft Hansen.

I årsregnskabet, som blev offentliggjort i november, løftede Ambu sløret for den forventede listepris på det nye produkt, der nu ventes at lande i intervallet 1400 til 1600 dollar per styk. Det var en væsentlig stigning fra de tidligere indikationer om en pris på "plus" 800 dollar per endoskop, men den amerikanske konkurrents produkt står stadig til at blive en del dyrere.

Boston Scientific har nemlig tidligere indikeret en listepris på selskabets duodenoskop på 2500 til 3000 dollar.

- Der er selvfølgelig selve produktet. Hvor godt virker det, og hvor bekvemt er det for lægen af bruge? Og så er der jo også et prismæssigt aspekt, siger Sydbanks senioraktieanalytiker.

De amerikanske sundhedsmyndigheder anbefalede i august i år, at hospitalerne skiftede til nye design inden for duodenoskopi.

I FDA-anbefalingen blev det blandt andet fremhævet, at et skifte over mod nye design af duodenoskoper kan være med til at reducere risikoen for smittefare hos patienter.

Lige nu findes der kun genanvendelige duodenoskoper, men Ambu har altså en forhåbning om at være blandt de første selskaber, der kan tilbyde et endoskop, som kan bruges én gang og efterfølgende smides ud. Dermed skal der ikke bruges tid på at rense og rengøre produkterne.

I november fik Pentax of America desuden godkendt et duodenoskop, hvor anvendelsen af et sterilt engangskomponent reducerer antallet af dele, der skal renses og desinficeres mellem brug. Produktet er altså ikke et fuldt engangsprodukt, men indeholder et komponent, der bruges én gang og efterfølgende smides ud.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder