Ambu/Sydbank: Nyt cystoskop retter sig mod et ikke helt lille marked

Udgivet den 03-04-2020  |  kl. 09:34  |  

Det var ikke ligefrem en overraskelse, at medicoselskabet Ambu torsdag fik grønt lys til at lancere et nyt cystoskop til engangsbrug i USA, og med godkendelsen kan selskabet nu udvide sin produktpalet på urologimarkedet.

Sidste sommer fortalte selskabet, at det havde planer om at lancere cystoskopet i USA i andet kvartal af det skæve regnskabsår 2019/20. Hvis man kigger på kalenderen, vil det svare til i løbet af januar, februar ellers marts i år.

Godkendelsen fra den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, kom dermed to dage inde i selskabets tredje kvartal, men det er ikke noget, der har en stor betydning, fortæller Søren Løntoft Hansen, der er senioraktieanalytiker hos Sydbank.

En egentligt bred lancering af cystoskopet rettet mod hospitalerne i USA kan dog vise sig at blive en udfordring lige nu, da coronavirusudbruddet lægger et stort pres på netop hospitaler flere steder i verden - også i USA.

- Der er mange forskellige lanceringsstrategier, og Ambu er ved for alvor at bygge salgsforretningen op i USA. Så det er ikke mit indtryk, at man bare vil blæse ud og lancere det her cystoskop bredt med det samme. Og nu er det også klart, at man må vente med det, da sælgerne ikke rigtigt kan komme ud til lægerne på hospitalerne i øjeblikket. Så det vil i hvert fald være meget svært, siger Søren Løntoft Hansen.

KAN BLIVE EN MENINGSFULD BIDRAGYDER TIL VÆKSTEN

Cystoskopet, der bruges til kikkertundersøgelser af blæren og urinrøret, går under navnet Ascope Cysto, og det kan bruges til en stor del af de kikkertundersøgelser, der udføres på det globale urologimarked.

Ambu estimerer, at der globalt hvert år udføres 8 mio. procedurer inden for netop urologi, og selskabet har tidligere fortalt, at det nu godkendte cystoskop retter sig mod 6 mio. af de samlede procedurer.

- Det her engangsendoskop retter sig dermed mod 75 pct. af de samlede procedurer inden for urologi. Hvis vi siger, at der samlet set er omkring 100.000 procedurer inden for de forskellige endskopiområder, som Ambu er på eller har annonceret, at det vil gå ind på, så er det ikke et helt lille marked. Så noget kommer det til at betyde, siger Søren Løntoft Hansen fra Sydbank.

Analytikeren fremhæver også, at det for Ambus lancering sidste år af engangsendoskoper inden for det såkaldte ENT-marked, som er en engelsk forkortelse for "øre-næse-hals", tyder på, at optaget af engangsendoskoper klarer sig lidt bedre end ved tidligere lanceringer af engangsprodukter.

Det kan potentielt også blive tilfældet med cystoskopet, hvis lægerne tager godt imod det.

- Et engangscystoskop, der er rettet mod 6 mio. procedurer, kan sagtens være en meningsfuld bidragyder til væksten, når vi kigger fremad. Det bliver spændende at se, hvordan urologilægerne tager det her til sig, fortsætter han.

INTET MÅL FOR MARKEDSANDEL ER OFFENTLIGGJORT

Endoskopi er en samlet betegnelse for kikkertundersøgelser, og Ambu har tidligere fortalt, at det har planer om at lancere produkter inden for en lang række underkategorier.

Ambu estimerede selv i en præsentation i juni sidste år, at der på de forskellige endoskopiområder, som Ambu vil levere produkter til, samlet set foretages omkring 96 mio. procedurer om året.

At cystoskopet retter sig mod 6 mio. årlige procedurer, betyder dog langtfra, at Ambu går efter at levere engangsprodukter til samtlige procedurer, og flere store selskaber har allerede cystoskoper på hylderne.

Forskellen er, at konkurrenternes produkter skal genanvendes, mens Ambus kun skal bruges én gang og derefter smides ud. Ambus strategi betyder, at der ikke skal bruges tid på at rense og rengøre produkterne, ligesom det også kan være med til at reducere smittefaren.

Ambu har ikke fastsat en målsætning for, hvor stor en andel af markedet, som selskabet går efter at konvertere til engangsprodukter inden for urologiområdet.

Medicoselskabet har dog offentliggjort en forventning om at sælge i alt 900.000 endoskoper i det indeværende regnskabsår 2019/20.

Markedet for urologi er ikke nyt fra Ambu, der allerede i slutningen af 2015 lancerede et cystoskop til engangsbrug under navnet Isiris, som var udviklet i samarbejde med den danske medicokoncern Coloplast, der står for salget.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder