Amerikansk boligselskab melder om overraskende nye markedstendenser
Der er fokus på USA's boligmarked denne uge. Tirsdag overraskede tal for boligbyggeriet i USA, og mandag næste uge vil tal for USA's boligsalg være aktuelle. Tal fra et af Californiens største boligselskaber, William Lyon Homes, har måske røbet, hvad der venter markedet på mandag.
Hele 39 pct. steg William Lyon Homes' boligsalg i Sydcalifornien indenfor de seneste 3 uger, og ifølge selskabets direktør Brian Doyle skyldes de nye tendenser, at USA's generøse boligskatteordninger og attraktive låneprogrammer fra FHA (Federal Housing Administration) har gjort, at det seneste års "vent-og-se" kunder nu har fået mod på at købe bolig.
- Jeg fornemmer, at vi ser folk, som har ventet på sidelinjen i et år, og de er ivrige efter at komme videre i deres liv, ivrige efter at kunne beslutte sig for at købe nu og føle sig tilpas med det, siger Brian Doyle.
Det californiske boligmarked har været blandt de hårdest ramte i USA siden boligpriserne vendte snuden nedad omkring august-september 2006. Nu har flere amerikanere valgt at se fordelene frem for ulemperne ved at købe boligen nu.
- Vi er glade for at hjælpe potentielle købere i takt med, at deres interesse er steget og bevæget dem væk fra deres "vent-og-se" holdning, siger Brian Doyle.
- Da skattefradragene blev tilladt, begyndte vi at se interesse blandt de personer, som behøvede at få tilliden genvundet, hvis de skulle vende tilbage til det boligmarked, som de har holdt sig fra i så lang tid. I de seneste tre uger har vi erfaret et stabilt momentum på vores salgskontorer, hvilket indikerer, at Sydcaliforniens indbyggere føler sig mere komfortable og at skattefradraget gør en stor forskel på deres tilgang til realkreditlån i dag, begrunder han.