Amerikanske banker får analytikerløft - og stiger
Goldman Sachs og en række andre amerikanske pengeinstitutter har fået en hjælpende hånd af Citigroups analytiker Keith Horowitz, der har ændret syn på bankaktier.
Ifølge Bloomberg News hæver han nu anbefalingen på Goldman-aktien til "køb" fra "neutral", og løfter Northern Trust Corp. samt de regionale banker Citizens Financial Group, Region Financial Corps. og US Bancorp til "neutral" fra "sælg".
- Vores sidste justering i oktober, hvor vi sænkede en række regionale banker til "sælg" og skabte uro, var ukorrekt, skriver Horowitz i et notat ifølge Bloomberg News.
Det er blandt andet det nuværende rentemiljø, der er med til at drive kurserne op.
En aktie i Goldman Sachs ligger mandag ved middagstid 2 pct. højere, mens Northern stiger 0,9 pct.
/ritzau/FINANS