AMS: Fortsat flaskehalse på det offentlige arbejdsmarked

Udgivet den 17-12-1999  |  kl. 11:36  |  

København--17. december--NetPosten--Der er fortsat flaskehalsproblemer på det offentlige arbejdsmarked - specielt inden for social- og sundhedssektoren, hvor der er udbredt mangel på læger og sygeplejersker, oplyste Arbejdsmarkedsstyrelsen fredag. Der er også aktuelle flaskehals- problemer for pædagoger, social- og sundhedsassistenter, socialrådgivere, fysio- og ergoterapeuter, lægesekretærer, jordemødre og folkeskolelærere.

På det private arbejdsmarked er der flaskehalsproblemer på en række afgrænsede områder i tolv regioner. Kun i Århus og på Bornholm er der ikke egentlige flaskehalsproblemer. De mest udbredte flaskehalsproblemer findes fortsat inden for jern- og metalindustrien samt bygge- og anlægssektoren.

I lyset af de fortsat positive forventninger til udviklingen i beskæftigelsen inden for bl.a. IT-branchen gør vicedirektør i Arbejdsmarkedsstyrelsen Merete Bingen-Jakobsen opmærksom på den øgede risiko, der fremover vil være for flaskehalse på IT-arbejdsmarkedet.

I forskellige undersøgelser forventes mangel på et ganske betydeligt antal IT-medarbejdere de kommende år, både inden for IT-branchen og i de øvrige brancher, der anvender forskellige former for IT-værktøjer.

Merete Bingen-Jakobsen ser udfordringerne på IT-området som en meget bred samfundsmæssig opgave, der ikke alene kan løses gennem arbejdsmarkedspolitiske initiativer. Der kræves også en meget stor indsats i det ordinære uddannelsessystem, og ikke mindst i virksomhederne, der skal være forberedt på at bruge mange ressourcer på løbende at opkvalificere sine medarbejdere på IT-området fremover.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder