Apples aktie sætter sig efter svagt Kina-salg

Udgivet den 01-11-2024  |  kl. 06:34  |  

Selv om både det overordnede salg og salget af iPhones i Apples fjerde kvartal var bedre end ventet, så faldt aktien torsdag i eftermarkedet med 1,7 pct., fordi den underliggende udvikling i Kina var ringere end ventet.

Indtægterne steg ellers i perioden med 6 pct. til 94,93 mia. dollar, mens et salg på 94,36 mia. dollar ifølge Bloomberg News var ventet af analytikerne på Wall Street.

Heraf tegnede produktsalget sig efter en vækst på 4 pct. for 69,96 mia. dollar mod spåede 6,15 mia. dollar, mens serviceindtægterne voksede en del hurtigere med 12 pct. til 24,97 mia. dollar, hvor 25,27 mia. dollar var markedets forventning.

For afsætningen af iPhones vedkommende var der i de tre måneder et salg på 46,22 mia. dollar, mens konsensus her lød på 45,04 mia. dollar.

Der var større vækst inden for salget af iPads, som gik op med 7 pct. til 6,95 mia. dollar, ligesom Mac-computer så en stigning på 2 pct. til 7,74 mia. dollar. Til gengæld var der et fald inden for wearables, herunder Earpods og Apple Watch, på 3 pct. til 9,04 mia. dollar, hvilket også var mindre end ventede 9,17 mia. dollar.

- I dag rapporterer Apple en ny rekord for omsætning i septemberkvartalet på 94,9 mia. dollar, en stigning på 6 pct. fra året før, siger Tim Cook, Apples topchef, i regnskabet.

- I løbet af kvartalet var vi begejstrede for at kunne annoncere vores bedste produkter hidtil, med den helt nye iPhone 16-serie, Apple Watch Series 10, Airpods 4 og bemærkelsesværdige funktioner til høresundhed og søvnapnø-detektion. Og i denne uge lancerede vi vores første sæt funktioner til Apple Intelligence, som sætter en ny standard for privatliv i AI og superlader vores produktlinje frem mod feriesæsonen.

Salget i Kina var til trods for den på toppen bedre end ventede udvikling ikke helt på niveau med det, markedet havde håbet på. Det faldt nemlig marginalt til 15,03 mia. dollar, og det var lavere end analytikernes mål på 15,80 mia. dollar.

Apples driftsresultat, målt på justeret EBITDA, landede i perioden på 32,50 mia. dollar. Her var ventet 32,13 mia. dollar. Det justerede nettoresultat blev i perioden samtidig på 25,00 mia. dollar mod et bud på Wall Street på 24,32 mia. dollar. Det justerede overskud per aktie endte dermed i 1,64 dollar mod analytikerkonsensus på 1,60 dollar.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯