Børsen: Carlsberg åben for alliancer i globalt kapløb
Carlsberg står på kanten til det næste vækstmæssige syvmileskridt. Men det er højst usikkert, om det danske bryggeri kan klare det selv, og derfor arbejder ledelsen på at finde nye samarbejdspartnere og alliancer, der skal sikre, at Carlsberg ikke hægtes af i kapløbet, skriver Børsen fredag morgen.
- Ja, det kan man da godt tænke sig, udtaler bestyrelsesformand i Carlsberg Povl Krogsgaard-Larsen til Børsen som svar på om Carlsberg vil benytte sig af joint venture-moddellen igen.
- Der er mange tanker på Carlsberg lige nu. Bestyrelsen er blevet meget international, og der er nye tanker i gang, så den nye bestyrelse sammen med direktionen gør sig selvfølgelig mange strategiske overvejelser, siger Povl Krogsgaard-Larsen og fortsætter:
- Der tegner sig nogle andre modeller for vækst, som kan bane vejen for nogle helt nye strukturer. Der kommer til at ske noget, der har karakter af gennembrud, men mere kan jeg ikke sige om det, lyder det hemmelighedsfulgt fra bestyrelsesformanden.
- Vi står nu ved et sted, hvor der skal ske noget relativt stort igen i Carlsberg, det er den fornemmelse, jeg har. Det er ikke nemt at se, at vi kan tage et kvantespring som dem, vi har taget tidligere. Men et mindre kvantespring er der mulighed for at tage, fortæller Krogsgaard til Børsen.