Børsmæglerforeningen advarer mod overregulering

Udgivet den 11-03-2010  |  kl. 13:54  |  

Børsmæglerforeningen opfordrer regeringen til at undgå overregulering af de finansielle markeder og indførelse af omsætningsskat på finansielle transaktioner.

Det var hovedpunkterne på Børsmæglerforeningens årsmøde torsdag den 11. marts 2010 i Dansk Design Center.

- Det er umuligt at regulere sig ud af alle risici. Værdipapirmarkederne skal grundlæggende opfylde de to parters basale behov: Udstedernes behov for kapital og investorernes behov for fornuftige afkast og risikospredning. Sådan vil det altid være. Det er hele ideen med et værdipapirmarked. Lad os derfor i fællesskab finde nogle fornuftige modeller, sagde Børsmæglerforeningens formand Steen Blaafalk, da han fremlagde bestyrelsens beretning.

- Vi opfordrer til, at ny regulering skal være gennemtænkt og global, så vi undgår overregulering og konkurrenceforvridning. Og så må reguleringen ikke sigte på at regulere den krise, vi har været igennem. Fremtidens kriser vil have nye ansigter. Faren ved overregulering er, at velfungerende markedsmekanismer sættes ud af kraft og begrænser den private sektors adgang til kapital og fjerner muligheden for at afdække risici på de regulerede markeder.

- Jeg vil også gerne advare mod opfordringer fra forskellig side, om at overveje en omsætningsskat på finansielle transaktioner – en slags global Tobin-skat på grænseoverskridende finansielle transaktioner – eksempelvis på aktie- og valutahandel. Hensigten skulle være at straffe bankerne, dæmpe såkaldt "uproduktiv, risikofyldt og spekulativ adfærd" på de finansielle markeder og sikre skatteborgerne mod regninger fra fremtidige bankkriser.

- Men vi lever i en globaliseret verden – alt hænger sammen – også kapitalmarkederne. Og indførelse af en omsætningsskat indebærer mindst én ting – nemlig faldende omsætning. Desuden vil sådan en skat forringe kursdannelsen på de omfattede finansielle instrumenter, øge virksomhedernes finansieringsomkostninger og hæmme kapitalfremskaffelsen. Så udover at straffe bankerne så straffes kunderne mindst lige så hårdt – og det er vel næppe hensigten? Ideen om en omsætningsskat er før blevet fremsat og afvist mange gange – også af IMF.

På generalforsamlingen blev direktør Steen Blaafalk fra Danske Bank genvalgt som formand for Børsmæglerforeningen. I øvrigt henvises til pressemeddelelse om bestyrelsens sammensætning.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder