Bavarian: Partner modtager positiv anbefaling for ebolavaccine

Udgivet den 29-05-2020  |  kl. 13:05  |  
Arkiv: Foto

Bavarian Nordics partner, Janssen, har i dag modtaget en positiv anbefaling fra udvalget for humanmedicinske lægemidler, CHMP, der hører under det Europæiske Lægemiddelagentur, for en vaccine mod ebola.

Det skriver Bavarian fredag i en pressemeddelelse.

- Den positive anbefaling fra de europæiske lægemiddelmyndigheder bringer os nærmere på den anden europæiske godkendelse af et produkt baseret på vores MVA-BN-platform, hvilket validerer en bredere anvendelse af teknologien i udviklingen af nye vacciner til at opfylde udækkede medicinske behov, lyder det blandt andet fra Paul Chaplin, der er administrerende direktør i Bavarian Nordic.

Der afventer dog stadig en endelig godkendelse fra EU-Kommissionen. Bliver vaccinen blåstemplet af Kommissionen, vil det betyde, at der falder en såkaldt milepælsbetaling på 10 mio. dollar til Bavarian.

Det skyldes, at Bavarian i 2014 indgik en global licens- og produktionsaftale med Johnson & Johnson, som ejer Janssen, der fik eksklusiv licens til Bavarians vaccinekandidat.

Under aftalen stod Bavarian for produktionen af sin vaccine og var berettiget til udviklings- og regulatoriske milepæle på op til 20 mio. dollar. Bavarian var desuden berettiget til royaltybetalinger, eller procenter, af Johnson & Johnsons salg, men kun på kommercielt salg uden for Afrika.

Vaccinen er specifikt udformet til forebyggende vaccination i lande, der er i risiko for ebolaudbrud samt for andre risikogrupper, såsom sundhedsarbejdere, laboratoriearbejdere, militærpersonale, lufthavnspersonale og besøgende i højrisikolande, skriver Bavarian i meddelelsen.

Indtil videre er godt 60.000 mennesker blevet vaccineret med ebolavaccinen.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder