Bendt Bendtsen freder forbrugerne for dankortgebyr
- Hvis jeg som konservativ minister har ansvaret efter valget, forsvinder 50 øre-gebyret for forbrugerne på dankortet, siger økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen.
Det er Bendt Bendtsens beslutning, efter at stort set alle under valgkampen har undsagt dankortaftalen, som trådte i kraft fra årsskiftet. Aftalen åbnede for, at bankerne kan opkræve 50 øre pr. transaktion, hvilket mange butikker har valgt at lade kunden betale. Bag aftalen stod, foruden et stort flertal i Folketinget, bankerne, en række organisationer og Forbrugerrådet.
- Jeg konstaterer, at stort set alle parter vasker hænder her, og konkurrencen har desværre ikke virket, når alle tager samme gebyr. Siden nytår er den ene efter den anden løbet fra den fælles aftale, og mange danskere er - berettiget - utilfredse med, at de skal betale gebyrer for en elektronisk transaktion i vore moderne tider. Derfor må vi sikre en ny aftale, som igen gør det gratis for forbrugeren at foretage en helt ukompliceret betaling, siger Bendt Bendtsen.
- Resulterer valget i, at jeg fortsat sidder for den politiske bordende i udviklingen af dette unikke betalingskort, vil jeg frede forbrugerne for gebyret. Straks efter valget sætter jeg i givet fald det nødvendige udredningsarbejde i gang. Forbrugerne bliver fredet hurtigst muligt, siger Bendt Bendtsen.
Gebyret blev forhandlet på plads som kompensation for, at dankortet er blevet forsynet med en avanceret chip. Ministeren har i forvejen sat Konkurrencestyrelsen til at granske forholdene bag det nye dankort.