B&O kan beskytte sit varemærke med franchise

Udgivet den 03-04-2000  |  kl. 08:18  |  

København--3. april--NetPosten--B&O kan slippe uden om landsrettens dom om levering til lavpriskæden Merlin ved at gå over til franchisemodellen, mener B&Os egen franchisechef. Struer-virksomheden har allerede 42 franchisebutikker i England, skriver Berlingske Erhverv mandag.

- Vi startede med to forsøgsbutikker for fire og et halvt år siden. Nu kører det succesfuldt og vi er klar til at udvide yderligere, siger Derek Mottershead, der leder Bang og Olufsens den 42 butikker store franchisekæde i Storbritannien. Side om side med 200 almindelige forhandlere har B&O fart på med at ekspandere gennem franchise.

B&O blev for få uger siden pålagt af landsretten at levere varer til elektronikkæden Merlin. B&O ville kun levere til butikker, der lever op til særlige B&O-standarder. Og dem falder Merlin ifølge B&O ikke ind under. Derfor har B&O kæret landsrettens kendelse til Højesteret. Ved at etablere et dansk franchisekoncept, som butikkerne skal rette sig efter, får B&O i højere grad mulighed for at styre butikkernes indretning, salgsmetoder, markedsføring og prissætning.

Indtil videre er Storbritannien det eneste land, hvor B&O benytter sig af franchise. Men der kan meget vel komme flere til.

Udgivet af: NPinvestordk