Brøndby: Nuværende bestyrelse bliver siddende midlertidigt - NY
Fodboldklubben Brøndby IF meddeler onsdag, at den nuværende bestyrelse i klubben bliver siddende som midlertidig ledelse, indtil kapitalplanen for den likviditetsmæssigt pressede klub er afsluttet.
Derefter vil Brøndby indkalde til ekstraordinær generalforsamling med henblik på valg af en ny bestyrelse. Den ekstraordinære generalforsamling vil blive afholdt, når kapitalplanen er afsluttet og senest i juni 2013, meddeler Brøndby.
Den 12. marts meddelte Brøndby, at klubben skulle have ny bestyrelse, eller i hvert fald at der skulle gøres plads til eventuelle nye investorer på taburetterne.
- Der har været megen fokus på Brøndby IFs ledelse i de forløbne år. Bestyrelsen føler sig forpligtet til bedst muligt at sikre selskabets videreførelse, men har samtidig ønsket at udtræde af ledelsen. Bestyrelsen vil under disse forhold senest otte dage inden generalforsamlingen fremsætte forslag til valg til bestyrelsen, skrev Brøndbys formand, Steen Lerche, således i en beretning til aktionærerne i indkaldelsen til generalforsamlingen den 12. marts.
Dengang ville Brøndbys konstituerede direktør, Tommy Sommer Håkansson, som selv er medlem af bestyrelsen, dog hverken be- eller afkræfte, hvorvidt meldingen betød, at hele bestyrelsen skulle udskiftes.
- Meddelelsen betyder, at vi kommer med et forslag til, hvordan den fremtidige bestyrelse kommer til at se ud den 26. marts, lød det korte svar fra direktøren til Ritzau Finans.
Den deadline formåede Brøndby dog ikke at overholde, og derfor - samt fordi der fortsat søges nye penge til den pressede klub - fortsætter den siddende bestyrelse altså nu midlertidigt.
/ritzau/FINANS
Mikkel Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk