Carlsberg Breweries øger ejerskab i Vietnam
Carlsberg Breweries har købt IFUs (Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene) aktiepost på 25 pct. i South-East Asia Brewery Ltd. i Hanoi og 15 pct. i Hue Brewery Ltd. i det centrale Vietnam for i alt 95 mio. kr., meddeler Carlsberg.
Carlsberg Breweries ejer i forvejen 35 pct. af de to vietnamesiske bryggerier og bringer dermed sine ejerandele op på henholdsvis 60 og 50 pct. Resten af aktiekapitalen i South-East Asia Brewery ejes af et vietnamesisk statsejet selskab, og lokalregeringen i Hue ejer de resterende aktier i Hue Brewery. Købet er betinget af lokale myndigheders godkendelse.
South-East Asia Brewery brygger og sælger både premium mærket Carlsberg samt det lokale mærke Halida. Hue Brewery brygger og sælger lokalmærket Huda. De to bryggerier har tilsammen en markedsandel på ca. 9 pct. I de seneste tre år er det vietnamesiske ølmarked vokset ca. 4 pct. om året og med et årligt per capita forbrug på kun 9 liter, er der
et stort vækstpotentiale.
Carlsberg har samarbejdet med IFU i Vietnam siden 1993.