Carlsberg Q2: Lidt lavere end ventet GENT

Udgivet den 21-08-2013  |  kl. 07:29  |  

Verdens fjerdestørste bryggeri Carlsberg nåede i koncernens andet kvartal et aktionærresultat - overskud efter skat og minoriteter - på 2074 mio. kr. mod et overskud på 3355 mio. kr. i samme periode sidste år. Justeres nettooverskuddet for særlige poster efter skat blev det 2143 mio. kr. mod 2174 mio. kr. i andet kvartal sidste år.

Andet kvartal sidste år var positivt påvirket af særlige poster på 1445 mio. kr., primært fra salget af Valby-grundene.

Resultatet i kvartalet i år var dårligere end ventet blandt analytikerne, der ifølge SME Direkt ventede et nettooverskud på 2176 mio. kr.

Resultaterne blev opnået på baggrund af en omsætning, der for kvartalet blev 19.640 mio. kr. mod 19.336 mio. kr. i samme periode i 2012 og en forventning om 19.665 mio. kr.

Resultatet af den primære drift (EBIT) før særlige poster landede på 3435 mio. kr. mod 3471 mio. kr. i andet kvartal sidste år. Her havde analytikerne ventet 3523 mio. kr.

Særlige poster udgjorde som ventet ikke meget i kvartalet. De var en udgift på 93 mio. kr. mod en indtægt på 1445 mio. kr. i andet kvartal sidste år. Analytikerne havde før regnskabet ventet, at de særlige poster udgjorde en udgift på 60 mio. kr.

- Gruppen opnåede i 1. halvår vækst i indtjeningen på trods af udfordrende markeder i Vest- og Østeuropa, og vores forretning i Asien leverede igen imponerende volumen- og indtjeningsvækst. Med resultaterne for 2. kvartal samt starten af 3. kvartal er vi godt på vej til at indfri vores forventninger til 2013. De fortsat udfordrende markedsforhold understreger, hvor vigtigt det er, at vi bliver ved med at gøre vores forretning mere effektiv, og de indledende resultater af implementeringen af BSP1 i Sverige viser, at vi er på rette vej. Vi vil dog også fastholde vores ambitiøse kommercielle agenda og investere yderligere i mærker og innovationer, samtidig med at vi hele tiden forbedrer vores salgs- og eksekveringskompetencer. Samlet leverer dette en tilfredsstillende udvikling i markedsandele, udtaler koncernchef Jørgen Buhl Rasmussen i en kommentar.

Carlsbergs forventninger til 2013 lyder fortsat på et resultat af primær drift før særlige poster på ca. 10 mia. kr. og et justeret nettoresultat, der ventes at fremvise en "midt-encifret procentvis stigning" i forhold til 2012, da det udgjorde 5504 mio. kr., svarende til knap 5,8 mia. kr.

Analytikerne, som SME Direkt har kontaktet før regnskabet, ser et EBIT før særlige poster på godt 10,1 mia. kr. og et nettooverskud på godt 5,7 mia. kr.

Carlsberg sænker dog forventningerne til markedsvæksten i Rusland.

- Vi har på baggrund af udviklingen på det russiske ølmarked i andet kvartal justeret vores forventninger til årets vækst på dette marked fra tidligere flad vækst til et midt-etcifret procentvist fald. Det har taget længere tid end ventet for forbrugerne at vænne sig til den ændrede detailhandelsstruktur som følge af lukningen af ikke-permanente udsalgssteder. Derudover er væksten i den russiske økonomi lavere, og den generelle forbrugertillid er aftaget, skriver Carlsberg i regnskabet.

For 2013 venter bryggeriet desuden en udvikling svarende til 2012 på markederne i Asien og Vesteuropa, fremgår det.

Tabel for Carlsbergs regnskab for andet kvartal:

#

mio. kr. Q2 13 Q2 13(e) Q2 12 FY 13(e) FY 12

----------------------------------------------------------------

Omsætning 19.640 19.665 19.336 67.933 66.468

Særlige poster -93 -60 1445 -225 85

EBIT efter særlige poster 3342 3446 4916 9860 9878

Overskud før skat 2928 3073 4505 8280 8106

Nettooverskud efter min. 2074 2176 3355 5740 5607

----------------------------------------------------------------

#

(e) = medianestimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans inden regnskabet.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

09:17 Aktier/åbning: Zealand tager gigantisk kurshop på milliardaftale
08:54 Obligationer/åbning: Flad renteudvikling før vigtig inflationsrapport
08:46 Zealands aktiekurs kan stige mere end 30 pct. spår Jefferies
08:43 Zealand Pharma har stor tiltro til kombination mellem kronjuvel og mulig "best in class"-molekyle
08:29 Råvarer: Svagere dollar sender oliepriserne i opadgående retning
08:22 Aktier/tendens: Zealand har udsigt til topplacering i ventet grønt marked
08:17 Zealand Pharma har fundet en partner til Petrelintid: Topchef ser enormt potentiale i overskudsdeling
08:00 Tysk våbenproducent skruer lidt ned for salgsvæksten i år efter rekord i 2024
07:37 Zealand har fået gigantaftale med wauw-effekt i hus mener Nordnet
07:32 Obligationer/tendens: Nye rentestigninger i sigte med fokus på amerikansk inflation
07:22 Zealand Pharma finder schweizisk partner til sin kronjuvel
07:06 Novo får skåret kursmålet hos Jefferies efter skuffende Cagrisema-tal
06:58 EU vil indføre nye afgifter som svar på amerikansk told
06:49 DSV får købsanbefaling hos Jefferies: Ser positivt på strategi og Schenker-opkøb
06:38 Genmab får skåret kursmålet hos Morgan Stanley efter Hexabody-afgørelse
06:37 Asien: Bekymrede investorer forsøger at finde fodfæste
06:35 EU vil lægge told på varer fra USA for 26 mia. euro.
06:34 Ukraine støtter forslag om våbenhvile - USA genoptager militær støtte
06:34 Trump dropper toldfordobling - Ontario suspenderer eksporttold
06:34 Nordea får kursmålet sænket med 5 pct. hos Citi