Carlsbergs opjustering er lidt større end ventet vurderer Sydbank

Udgivet den 15-08-2023  |  kl. 13:31  |  
Aktie tabel

Carlsbergs opjustering af prognosen for den organiske vækst i driftsresultatet er lidt større end ventet.

Det vurderer senioranalytiker Mikkel Emil Jensen fra Sydbank, efter at Carlsberg tirsdag over middag har opjusteret sine forventninger til den organiske vækst i driftsresultatet til 4-7 pct. fra tidligere ventet minus 2 til plus 5 pct.

- Jeg har sendt en analyse ud, hvor jeg forventede en oppræcisering, altså op mod den øvre ende af det gamle interval, siger Mikkel Emil Jensen til MarketWire.

Opjusteringen til en vækst på 4-7 pct. er dermed større end det niveau Sydbanks analytiker havde ventet.

- Jeg ser det også umiddelbart som et vidnesbyrd om, at der er aftaget risiko forbundet med salgsudviklingen i Europa, som tidligere har været årsagen til, at man har været lidt konservativ på prognosen, siger senioranalytikeren.

Carlsberg har også leveret enkelte tal for første halvår med en organisk volumenvækst på 0,8 pct., en organisk omsætningsvækst på 11,2 pct., og en organiske vækst i driftsresultatet på 5,2 pct.

- Tallene flugter godt med forventningerne. Med en vækst på 11,2 pct. i omsætningen, som primært er pris- og mikseffekter, påpeger Sydbanks senioranalytiker.

Carlsberg-aktien ligger med en stigning på 1,4 pct. i 1016 kr. sammenlignet med 1002 kr. umiddelbart før opjusteringen.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder